Kultur

Store stjerner til Falgren og Friends Festival Night i Næstved

Bjarke Falgren inviterer internationale, topmusikere til Næstved, og indbyder publikum til Festival Night den 9. september på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Lørdag d. 9. september kan man opleve et overflødighedshorn af prisvindende internationale kunstnere fra øverste skuffe når den 4- dobbelte DMA- vindende violinist og komponist Bjarke Falgren inviterer hans musikalske venner med på scenen.

Fra Tyskland og Libanon kommer det pladeaktuelle band Masaa som vandt den tyske jazzpris i kategorien “vocal of the year i 2021”. Det er bandets første optræden i DK og det er derfor noget af et scoop, at det er lykkedes at få dem til at komme denne aften. Bandet blander på smukkeste vis toner fra mellemøsten og vestlig musik. Bjarke Falgren medvirker på deres nye plade og havde fornøjelsen af at spille med bandet i Philharmonien i Köln i foråret 2023
Fra Italien kommer Paolo Russo som mestrer det argentiske svar på en harmonika, en bandonéon, og derudover er en fremragende pianist og komponist.
Fra Sverige kommer det nye stjerneskud, jazzsangerinden Ellen Andersson med hendes danske band med Heine Hansen (piano), Mathias Petri(bas) og Jeppe Gram(trommer).
Og endelig kommer fra Danmark og Frankrig “Duo Flamenco” med danserinden Catherine Lizzie Vigh og guitarist og sanger Thierry Boisdon.

Før de store stjerner træder ind på scenen i Ny Ridehus, har Bjarke inviteret unge talenter fra Næstved Musikskole og Næstved Gymnasium, som spiller på “Talentscenen”. Og ikke nok med det, så kan publikum nyde lækre salater i salen fra lokale KysKokken, og være tanket helt op til en aften med noget af det bedste musik i verden.

-Jeg glæder mig til en aften fyldt med kærlighed, karisma og musik lige efter mit hjerte, opsummerer Bjarke Falgren om aftenen den 9. september.

Har man lyst til at komme endnu tættere på, og møde nogle af kunstnerne, bør man også indløse billet til “Mød musikerne – Bag tæppet”. Det foregår dagen efter, og er en eksklusiv oplevelse på scenen, hvor en række af de optrædende i et mix både spiller og fortæller om musikken, og livet som musikere.

Billetsalget er allerede startet, og du kan finde dine billetter på www.gkkultur.dk, eller fra Grønnegades Kaserne Kulturcenters billetkontor. Her er der åbent alle hverdage kl. 10-15.

Lineup:
Masaa: Rabih Lahoud(vocal), Marcus Rust(trumpet), Reentko Dirks(guitar), Demian Kappenstein(trommer)
Ellen Andersson quartet: Ellen Andersson(vocal), Heine Hansen(piano), Mathias Petri(kontrabas), Jeppe Gram(trommer)
Paolo Russo & Bjarke Falgren: Paolo Russo (Bandonéon & piano), Bjarke Falgren(violin & viola)
Duo Flamenco: Catherine Lizzie Vigh(dans), Thierry Boisdon(vocal & guitar)

Kommentarer