Næstved By

Stor succes for Kvindemilen i Næstved

7 oktober 2017 var Lyserød Lørdag med landsdækkende indsamling til Kræftens Bekæmpelse, hvor fokus var Støt Brysterne.

HGATM havde igen i år arrangeret Kvindemilen som et velgørende arrangement, netop anmeldt til Kræftens Bekæmpelse og derfor en del af Lyserød Lørdag.

Lyserød blev lørdagen ikke, da regnen silede ned, og vinden ruskede. Men ikke desto mindre blev Kvindemilen en stor succes. Der var forhåndstilmeldt 160 kvinder. Det var også muligt på dagen at tilmelde og det hele endte med, at 180 kvinder deltog i årets Kvindemil. Det betyder, at arrangementet har givet 13500 kr. til Støt Brysterne, og det er arrangørerne, Nina Rasmussen og Dorte Hansen fra HGATM, ganske stolte af.

Hvis man ser bort fra vejret, hvilket man jo skal kunne i et land som Danmark, var Kvindemilen også alt i alt et velforberedt arrangement. De to ruter, der kunne løbes, hhv. den hele mil på 7,5 km og den halve på 3,75 km i den skønne Herlufsholm Skov, fik mange rosende kommentarer med fra deltagerne. Dette til trods for, at alle var gennemmudret på sko og langt op ad benene. Da alle kom i mål, var der som altid til et motionsløb vand og frugt, men derudover var der også varm kaffe og hjemmebagte muffins. Den varme kaffe var tiltrængt ovenpå den våde tur i skoven og hjemmebagt kage vakte stor jubel og gav mange rosende kommentarer.

Arrangørerne havde også fået samlet lækre lodtræningspræmier fra flere af byens forretninger, så en del kvinder gik også hjem med ”præmier”.

Arrangementet er målsat til en hyggelig dag blandt kvinder, hvor det afgørende er at være fælles om den gode sag ”Støt Brysterne”. Det betyder, at Kvindemilen inviterer de typiske løberkvinder men også kvinder, der bare gerne vil gå turen. På dette års Kvindemil havde HGATM også repræsentation af det hele: Hurtig løbere, gående, mor-døtre par, kvinde med hund og veninder. Det havde også været muligt ved den tidlige tilmelding at tilkøbe en Kvindemil T-shirts af mærket Nike fra Only Sports, og den slags bidrager også til fællesskabsfølelsen.

Da Kvindemilen er et motionsløb, tages der også tid og kåres vindere. På den halve mil vandt Sophie Holck i tiden 20.16 min. og på den hele mil vandt Nadia Papaya Suhr Meza i tiden 35.18 min. – flotte tider ikke mindst, når man tager vejret og det mudrede underlag i betragtning.

Dorte Hansen og Nina Rasmussen HGATM er alt i alt godt tilfredse med arrangementet. Det er småting der skal revideres til næste år. Eks. er 2 liter mælk til at blande i kaffen ikke nok, men bortset fra den slags er både Dorte Hansen, Nina Rasmussen og hele HGATM klar til at arrangere Kvindemilen igen til næste år.

Kommentarer