Stor opbakning til indsamling til kræftsyg
Næstved: Jacob Rossen lider af uhelbredelig sarkomkræft, og rækker nu ud efter økonomisk hjælp til at betale for de alternative behandlinger, han er i gang med at modtage.
Tirsdag den 25. oktober startede indsamlingen med et mål om at samle 50.000 kroner ind til tre måneders alternativ behandling. Onsdag den 26. oktober om formiddagen var målet allerede nået, da der var samlet mere end 70.000 kroner sammen, skriver Sjællandske.
Indsamlingen oprettede han på caremaker.dk, hvor privatpersoner kan oprette en profil og starte en indsamling.
Jacob Rossen er startet i alternativ behandling, da lægerne i juni gav op. Han er erklæret terminal syg af leukæmi, men han og hans kæreste Tine Bjørneboe vil ikke give op.
Han er derfor startet på alternativ behandling med intravenøs højdosis C-vitamin to gange om ugen, cannabisdråber dagligt, kosttilskud og lever så basisk som muligt. Derudover får han medicin og blodtransfusioner, som skal hjælpe med at holde ham i live.
Indsamlingen er med til at give parret en tro på livet, og giver dem gejst til fortsat at blive ved med at kæmpe mod sygdommen.
Vil man gerne støtte indsamlingen til Jacob Rossen og hans familie, kan dette gøres her. Indsamlingen har i øjeblikket nået 93.450 kroner, som vil gå til Jacob Rossens behandlinger. Skulle han gå hen og dø, vil overskuddet fra indsamlingen gå til begravelse, hussalg, noget særligt til børnene med mere.
Kommentarer