Næstved By

Stor interesse for ny Kommuneplan 2021

I dag træder Kommuneplan 2021 i kraft. En kommuneplan er kort fortalt de overordnede rammer for den fysiske udvikling af Næstved Kommune.

Interessen for at komme med bemærkninger til kommuneplanen er steget markant fra høringen i 2017 til høringen i år. Kommuneplan 2021 har fået 155 bemærkninger med på vejen, hvor Kommuneplan 2017 fik 22 bemærkninger.
Kommuneplan 2021 var i høring fra 11. januar til 8. marts. I den forbindelse blev der på grund af corona holdt flere virtuelle borgermøder.

Søg på vejnavn eller matrikel 
Med Kommuneplan 2021 er det blevet nemmere for alle at se, hvad kommuneplanen betyder for dem. I forbindelse med Kommuneplan 2021 er der lavet et interaktivt kort, hvor vejnavne, ejerlav og matrikelnumre giver adgang til en oversigt over, hvad den nye plan specifikt betyder for området.

Vedtagelse af Kommuneplan 2021
Byrådet vedtog den 29. juni den nye Kommuneplan 2021, der gælder fra i dag. Byrådet har under processen blandt andet debatteret, hvor der skal være plads til fremtidige bolig- og erhvervsområder. Planen indeholder også kort over naturværdier, bevaringsværdige landskaber og rekreative formål herunder mulige stiforbindelser.
Se de bemærkninger, kommunen har modtaget til kommuneplanforslaget.

Klagemuligheder
Hvis du ønsker at klage over kommuneplanen, skal det ske indenfor 4 uger, altså senest den 30. juli via Naevneneshus.dk. Du kan ikke klage over planens indhold men kun over retlige spørgsmål fx om lovgivningen er overholdt og kommuneplanen udarbejdet efter de rigtige procedurer.

Kommentarer