Stor dansk hotelkoncern søger investorer i Næstved
Danske Hoteller, som omfatter 26 danske hoteller – heriblandt Hotel Vinhuset og Hotel Menstrup Kro i Næstved – har igangsat en kapitaludvidelse som skal gøre koncernen klar til nye opkøb, som rækker ud over ejerskabet af de nuværende. Og lokale investorer, selv med begrænsede indskud, er velkomne.
Danske Hoteller har cirka 2.400 aktionærer og en årlig omsætning på omkring 400 millioner kroner. Koncernen har de seneste år vokset sig stor og stærk og hører i dag til blandt Danmarks største hotelkoncerner.
Aktionærerne i Danske Hoteller er i vidt omfang lig med hotellernes egne kunder, som altså erhverver sig en række fordele ved at købe sig ind i foretagendet. Den gennemsnitlige aktionær ejer aktier for cirka 6.000 kroner, hvilket giver ret til to årlige overnatninger i dobbeltværelse til 300 kroner stykket.
Køb af aktier foregår på Danske Hotellers hjemmeside indtil 21. maj. Følg dette link.
– Vi er karakteriseret ved en stærk lokal forankring og en organisk vækst, hvor vi hvert år typisk tilføjer ét nyt hotel til koncernen. Hver gang det sker, bliver vi stærkere i den forstand, at vi spreder risikoen ud på flere enheder og hver gang får flere ben at stå på. Strategien har skabt en meget solid økonomi, hvor vi i år forventer at runde 400 millioner kroner i omsætning, fortæller bestyrelsesformand Erik Sophus Falck.
Han peger blandt andet på, at prisen per aktie ved den aktuelle kapitaludvidelse ligger på 60 kroner, mens aktierne ved en tilsvarende kapitaludvidelse i 2018 blev udbudt til 42 kroner. En værdistigning på 43 procent der ifølge Erik Sophus Falck udgør et retvisende billede på Danske Hotellers vækst igennem de senere år.
– Nye aktionærer får både en ret velafprøvet investeringsmulighed og en række aktionærfordele – blandt andet i form af et antal stærkt nedsatte hotelovernatninger. Det er der mange af vores aktionærer, der er rigtig glade for. Ikke mindst fordi det samtidig er en måde at bidrage til lokalområdets hotelliv, tilføjer Erik Sophus Falck.
Om Danske Hoteller
Danske Hoteller blev etableret i 1990 og er en landsdækkende og danskejet hotelkoncern bestående af i alt 26 kroer og hoteller. Der er tale om hoteller, som alle tilbyder kvalitet til fornuftige priser. Hotelkæden består af henholdsvis Dronninglund Hotel, Hotel Søparken, Hotel Hjallerup Kro, Hotel Medi, Østergaards Hotel, Hotel Vildbjerg, Hotel Falken, Hotel Limfjorden, Hotel Vissenbjerg Storkro, Hotel Menstrup Kro, Hotel Ringkøbing, Hotel Dagmar, Hotel Vinhuset, Hotel Phønix, Hotel Årslev Kro, Hotel Marina, Hotel Norden, Hotel Juelsminde Strand, Hotel Nørherredhus, Hotel Lynggården, Golf Hotel Viborg, Hotel Ansgar, Hotel Kryb i Ly Kro, Hotel Postgaarden, Hotel Bymose Hegn og Hotel Pejsegården.
Kommentarer