Stop rygtet. Mona Lisa lukker IKKE
Forpagteren af restaurant Mona Lisa i Sct. Jørgens Park, Annette Melanie Østergaard, er både træt og ked af rygtet, som verserer om, at restauranten skal lukke.
– Det er IKKE tilfældet, understreger Annette.
– Jeg ved ikke, hvorfor eller hvordan sådan et rygte kan opstå helt ud af det blå, men det giver mig dårlig mave, når mange af vores faste kunder kommer og fortæller, at de er kede af, at vi skal lukke. For det skal vi altså ikke. Der har bl.a. været en del “snak” om det på flere grupper fra Næstved på Facebook, men nu må det altså stoppe.
– Jeg tænker, at årsagen til rygtet kan være, at rigtig mange af de store butikker lige rundt om os, her i Sct. Jørgens Park er lukket, og lokalerne står gabende tomme. Måske er der nogen, der har tænkt, at det overlever de ikke, – at ligge der, gemt godt af vejen.
– Sct. Jørgens Park står over for en stor forandring i den nærmeste fremtid, men det ændrer ikke noget som helst. Vi har planlagt Valentinesaften, og lige om lidt er det også påske, hvor påskefrokosten skal serveres på Mona Lisa.
– Vi er her, Mona Lisa har åbent, og vi bliver ved med at være her. Så jeg beder til, at rygtet bliver manet i jorden, én gang for alle, afslutter Annette.
Kommentarer