Største OPEN AIR til dato
Folk i Næstved elsker en god fest under åben himmel. Det viser sig tydeligt når man kigger på billetsalget til OPEN AIR – allerede næsten 2000 billetter solgt til torsdag og fredag. Der tilføjes derfor nu en ekstra OPEN AIR-dag lørdag den 16. juni – programmet for dagen offentliggøres tirsdag i næste uge. 2018 bliver dermed største OPEN AIR på kulturcenteret i Næstved til dato med hele tre koncertdage i træk!
Alle små rygter om at der ikke sker noget i Næstved kan nu manes i jorden for stedse. Grønnegades Kaserne Kulturcenter står nemlig for et hav af gode kulturtilbud og Næstveds borgere er gode til at udnytte dem. Det ses tydeligt på det solide billetsalg til årets mange indendørskoncerter i Ny Ridehus, samt ikke mindst ud fra de næsten 2000 billetter, der allerede er solgt til OPEN AIR med Queen Machine og Big Fat Snake henholdsvis den 14. og 15. juni.
Musik og fodbold
Kulturcenteret har derfor besluttet at udvide årets OPEN AIR-program med en ekstra dag. Lørdagen kommer til at byde på et heldagsarrangement med flere koncerter i løbet af dagen og aftenen, samt storskærmsvisning af Danmarks VM-kamp mod Peru.
-Det glæder mig rigtig meget, at kunne kvittere for Næstveds opbakning til OPEN AIR med endnu en koncertdag til blot 100 kr. pr. dagsbillet. Der kommer til at være gang i gaden og god musik hele dagen, samt sand roliganstemning til Danmarks kamp om aftenen – og til den billetpris er der vist snart ikke nogle undskyldninger tilbage for ikke at feste med, fortæller en begejstret kulturcenterleder.
Fødselsdag og afskedskoncert
Ud over billetprisen og de attraktive koncerter kan der ligeledes smides en ekstra god grund til at købe billet til OPEN AIR-fest oven i hatten. Næstved kan nemlig fejre sin 883. fødselsdag fredag den 15. juni, og hvilken bedre fejring end Big Fat Snakes afskedskoncert foran 3000 mennesker på Lave Ridebane kunne man tænke sig? Det bliver ikke meget bedre!
Netop Big Fat Snake har allerede solgt mange billetter til deres OPEN AIR-koncert fredag. Dette kan nemt tilskrives annonceringen af hitbandets afskedsturné “Sidste Runde”, hvor de rejser landet rundt og siger “Au Revoir Madame” til deres mange fans i 2018 – og med billetprisen skudt helt ned til 100 kr. er der derfor en reel “risiko” for at koncerten bliver udsolgt.
– OPEN AIR på Lave Ridebane har været en populær tilbagevendende begivenhed i en årrække og der har i længere tid været udtrykt et ønske fra flere kanter om, at åbne dørene op for flere sammenhængende koncertdage i Næstved. Det ønske er vi nu glade for, at kunne opfylde med det største OPEN AIR-arrangement til dato – hele tre dage fyldt med god stemning, god musik og en masse glade mennesker i hjertet af Næstved, fortæller John Nørbjerg til slut.
Følg med på Grønnegades Kaserne Kulturcenters på tirsdag i næste uge, når lørdagens program bliver offentliggjort.
Kommentarer