Sproget er den nye legeplads i Dagplejen
Næstved Kommune: ’Sprogklog med ble på’ – sådan lyder Næstved Kommunes aktuelle og meget ambitiøse samarbejde mellem Dagplejen, sprogvejledere og forældre.
Formålet med ’Sprogklog med ble på’ er at udvide børnenes ordforråd og sprogforståelse gennem lege, læsning, spil og forældresamarbejde. Og selvom det lyder sjovt, er det nu også meget seriøst: Undersøgelser viser nemlig, at ordforrådet for helt små børn har betydning for, hvordan de klarer sig senere i livet.
Lynlås, betragter, aften eller forsvarspind – siger man et af disse ord til børnene i Næstved Kommunes Dagpleje, er der en rigtig god chance for, at man får en helt særlig respons.
Det er nemlig nogle af de såkaldte ’gode ord’, som børnene har forholdt sig til gennem læsning og leg i det sidste stykke tid. Ordene virker måske tilfældige, men de er nøje udvalgt, fordi de kan dramatiseres, visualiseres og gøres konkrete. Ordene bliver undersøgt gennem spil, lege, gentagelse, historier og spørgsmål både hos dagplejerne og hjemme.
– Det er et virkelig ambitiøst projekt, Dagplejen og sprogvejlederne har udviklet. Og det illustrerer rigtig godt, hvordan vi ser dagtilbudsområdet i vores kommune; nemlig som et sted, hvor vi tager børnene alvorligt og klæder dem på til fremtiden, udtaler formand for Børne- og Skoleudvalget Søren Dysted og fortsætter:
– Når vi arbejder målrettet på at give de små det bedste sprogfundament, giver vi dem på sigt nye perspektiver på livet, for sproget er det, vi bruger til at udfolde og se verden gennem.
Sprogprojektet er ikke blot noget, der foregår hos Dagplejen, forældrene er også inddraget, og sprogvejlederne har udarbejdet såkaldte huskesedler, som forældrene kan bruge.
Interesserede kan læse meget mere på kommunens hjemmeside.
Kommentarer