Erhverv

Sparekassen Sjælland-Fyn igangsætter aktietilbagekøbsprogram på 100 millioner kroner

Administrerende direktør Lars Petersson. Foto Mathias Løvgreen

Som følge af et tilfredsstillende kapitalgrundlag igangsætter Sparekassen Sjælland-Fyn et aktietilbagekøbsprogram på i alt 100 millioner kroner. Det oplyser man i en pressemeddelelse

– Vi står på et økonomisk solidt grundlag, og vi bruger derfor nu en del af vores overskudskapital til at tilbagekøbe egne aktier med det formål efterfølgende at annullere aktierne. Aktietilbagekøbet er således et klart signal til vores aktionærer om, at vi ønsker at tilgodese dem og i øvrigt føre en aktionærvenlig politik, lyder det fra administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson.

‘Mod nye mål’

Aktietilbagekøbet flugter med sparekassens strategi ‘Mod nye mål’, hvor det fremgår, at aktionærers kontante udbytte skal udgøre mindst 25 pct. af sparekassens overskud, og hvor det har været målet at øge den samlede udlodning via aktietilbagekøb.

Det mål indfries nu efter, at sparekassen ved den ordinære generalforsamling i marts 2024 fik tilladelse til at opkøbe egne aktier.

Aktietilbagekøbet blev igangsat mandag den 13. maj og vil være afsluttet senest den 5. februar 2025.

 

Kommentarer