Næstved By

Sommerfugle. Naturens stille budbringere

FØLSOMT BAROMETER. Med et barometer på væggen kan vi forudsige vejret i morgen. De færreste havde dog forudset den ekstreme varme, vi netop har oplevet denne sommer.

Der findes imidlertid et andet, følsomt barometer, der fortæller om forandringer i klimaet. Sommerfuglene. Naturens stille budbringere. De er følsomme over for selv små ændringer i deres livsforhold, eksempelvis temperaturudsving. Så hvis sommerfuglene forsvinder, er budskabet klart:

Der er noget galt i naturen. Og det er der. Mange steder i verden dykker sommerfuglebestandene drastisk. Også i Danmark. Derfor sætter Statens Naturhistoriske Museum nu fokus på naturens stille budbringere i en ny udstilling. Her kan publikum få indblik i museets store samling af sommerfugle, fordybe sig i sommerfuglenes forunderlige liv og blive klogere på det vigtige digitaliseringsarbejde, der finder sted på museet.

Åbningsreception i dag torsdag den 4. oktober kl. 16.00 på Geologisk Museum – pressen er velkommen.

Udstillingen åbner for publikum fredag den 5. oktober

Sommerfuglen er et ældgammelt symbol for forandring. Den beskedne larve på det grønne blad, der forvandles til en smuk, bevinget skabning har fascineret mennesket gennem århundreder. I dag er sommerfuglene også budbringere for forandring. Antallet af sommerfugle er faldende, og arter forsvinder for evigt. Et tydeligt tegn på, at grundlæggende betingelser for livet på Jorden er under forandring.

– Vores videnskabelige samling af sommerfugle går flere hundrede år tilbage. Samlingen gemmer på en kæmpe viden om arternes udbredelse og leveforhold, hvilket kan hjælpe os med at forstå det drastiske fald i bestandene. Og det er det første skridt, der skal tages, hvis vi ønsker at bevare sommerfuglene, siger museumsdirektør Peter C. Kjærgaard fra Statens Naturhistoriske Museum og tilføjer:

– Det næste er at stille denne viden til rådighed for alle. Hen over sommeren har vi med det nye sommerfuglehus i Botanisk Have givet publikum mulighed for at komme helt tæt på de flotte, men også skrøbelige dyr. Nu gør vi det igen, men på en ny måde, med denne smukke og dybt fascinerende udstilling. Her kan sommerfuglenes budskab om fundamentale forandringer for livsbetingelserne på Jorden hverken overhøres eller overses. Det er noget, vi alle er nødt til at forholde os til.

Digitaliseringslaboratorium

I udstillingen inviteres gæsterne også indenfor i et særligt rum, hvor de på nærmeste hånd kan opleve digitaliseringsprocessen af museets sommerfugle. Museets smukke samling af sommerfugle rummer mere end 2 mio. eksemplarer. Det er udsnit herfra, der nu digitaliseres.

– De fleste af vores sommerfugle er til daglig gemt væk i museets magasiner og har traditionelt kun været tilgængelige for forskere. Med det nye digitaliseringslaboratorium får vores gæster mulighed for at komme helt tæt på sommerfuglesamlingen, samtidig med at de får indblik i det vigtige digitaliseringsarbejde, siger Peter C. Kjærgaard og fortsætter:

– Ved at digitalisere sommerfuglesamlingen får vi mulighed for eksempelvis at sammenligne ændringer i sommerfuglebestande på tværs af landegrænser, hvilket kan hjælpe os til at forstå, hvordan selv små forandringer i klima og livsforhold kan have store konsekvenser for livet på jorden.

Ikke kun for forskere

– På Statens Naturhistoriske Museum vil vi sætte både vores bedste viden og det bedste grundlag for vores viden fri. Derfor bliver vores digitale samlinger tilgængelige for alle, uanset hvem man er, og hvor man befinder sig i verden. Vores samlinger er alles samlinger, og derfor skal alle også have adgang til at studere og bruge dem, afslutter Peter C. Kjærgaard.

Udstillingen Sommerfugle. Naturens stille budbringere åbner for publikum fredag den 5. oktober.

Læs hele pressemeddelelsen her.

Kommentarer