Næstved By

Solidt resultat fra Møns Bank

Bankdirektør Flemming Jensen Møns Bank.

Med et resultat på 29,3 mio. kr. før skat efter årets første 9 måneder er der igen udsigt til et godt årsregnskab i Møns Bank. Samtidig er forventningerne til bundlinjen for året opjusteret med 5 mio. kr.

– Det går godt i banken, og samtidig finder mange nye kunder vej til os, lyder det fra direktør Flemming Jul Jensen, som er meget tilfreds med aktiviteten og de senere års udvikling i Møns Bank.

Højt aktivitetsniveau

Det høje aktivitetsniveau igennem de senere år er blevet dagligdag i banken.

“Det har bidt sig godt fat, og der er ikke noget, som tyder på, at det ændrer sig foreløbigt,” siger han og fortsætter: “Det har haft en god afsmittende virkning på bankens indtægter, der har været stigende, selvom indtægterne generelt er under pres i den finansielle sektor på grund af det lave renteniveau og betaling af negativ rente til Nationalbanken for opbevaring af en betragtelig overskydende likviditet.”

Aktivitetsniveauet i Møns Bank er meget højt med bl.a. realkreditformidling, og herudover kommer en større afledt effekt af de seneste års udvidelser af bankens markedsområde med nye filialer i Næstved i 2014, Vordingborg i 2016 og senest i Rønnede i år.

Opjustering af resultatforventninger

– Der har været en meget tilfredsstillende fremgang i bankens indtægter, der for årets tre første kvartaler udgør 113,7 mio. kr., hvilket er 6,4 mio. kr. mere i forhold til samme periode sidste år. Det høje aktivitetsniveau betyder, at bankens indtægter er foran budgettet efter årets første 3 kvartaler, så vi har opjusteret forventningerne til årets resultat med 5 mio. kr. til et resultat før skat for hele 2019 i intervallet 34-40 mio. kr., siger Flemming Jul Jensen.

Stigende gebyr- og provisionsindtægter

Der har været en god udvikling i bankens aktivitetsbestemte gebyr- og provisionsindtægter i årets tre første kvartaler, der udgør 48,4 mio. kr., hvilket er 6,4 mio. kr. mere end samme periode sidste år.

Årsagen til stigningen i gebyr- og provisionsindtægterne er bankens stigende udlånsaktivitet til primært erhvervslivet, en fastholdelse af aktivitetsniveauet på boligmarkedet samt en fortsat tilgang af nye kunder.

På ejendomsmarkedet har der været god aktivitet indenfor ejendomshandler i bankens markedsområde, og sammen med bankens fokus på optimering af kundernes ejendomsfinansiering, privat- som erhverv, har bankens aktiviteter med formidling af realkreditfinansiering været høj.

Faldende netto renteindtægter

Banken oplever en stor priskonkurrence i forhold til kreditstærke kunder, hvilket presser bankens udlånsmarginal og dermed renteindtægterne af udlånet.

Samtidig har bankens overskydende likviditet aldrig været større og udgør omkring 1.300 mio. kr., og hvor der tidligere kunne opnås en renteindtægt til banken ved placering af likviditeten, så er situationen en anden i dag, hvor det koster banken penge at få opbevaret likviditeten. Om denne udvikling siger Flemming Jul Jensen: “Det nuværende renteniveau med negative renter giver generelt store udfordringer for landets pengeinstitutter, da det koster banken penge at få likviditeten opbevaret i Nationalbanken. Når de samlede nettorenteindtægter i Møns Bank kun falder med 1,5 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år, er det fordi bankens udlån har været stigende. Det samlede udlån er steget med 85 mio. kr. igennem 2019 og udgør i alt 1.571 mio. kr. ultimo september 2019, hvilket er meget tilfredsstillende. Det dækker over stor udlånsaktivitet, idet bankens kunder generelt tilbagebetaler flittigt på deres lån i banken.”

Bedre basisdrift

– Når de samlede indtægter er steget med 6,4 mio. kr., skal det sammenholdes med en stigning i de samlede omkostninger på 4,1 mio. kr. til i alt 85,3 mio. kr., nævner Flemming Jul Jensen.

Stigningen i omkostningerne kan henføres til stigende IT-omkostninger og personaleudgifter.

“Det betyder, at bankens basisdrift ultimo september 2019 er 28,3 mio. kr., hvilket er en stigning på 2,3 mio. kr. og bedre end bankens oprindelige budgetforventninger for perioden,” sammenfatter Flemming Jul Jensen.

Kursgevinst

Oven i bankens basisdrift kommer en kursgevinst på 8,5 mio. kr., som primært kan henføres til bankens kursavancer på beholdningen at kapitalandele i fællesejede selskaber i den finansielle sektor.

Større nedskrivning

Møns Bank mærker tydeligt, at det lave renteniveau generelt har en gunstig indvirkning på økonomien hos kunderne, hvilket har en generel positiv afsmittende virkning på bankens nedskrivninger, der igennem de senere år har været faldende og langt mindre end forventet.

– Når nedskrivningerne så er steget i 2019, og vi samlet for perioden nedskriver 7,4 mio. kr., så er det ikke et udtryk for den generelle økonomiske udvikling hos bankens kunder. Hertil kommer, at halvdelen af nedskrivningerne kan relateres til et mindre antal kunder, der af forskellige årsager er økonomisk udfordret, hvilket banken arbejder på at løse sammen med kunderne, siger Flemming Jul Jensen.

Styrket kapitalforhold

Møns Bank har ultimo september 2019 en solvens på 17,6 % – uden indregning af periodens overskud. En indregning af periodens resultat ville betyde en forøgelse af kapitalprocenten med 1,3 %-point til 18,9 %.

Negative renter

Et rentemiljø med varige negative renter er en stor udfordring for den finansielle sektor, herunder Møns Bank, og det udfordrer et grundlæggende princip i de hidtidige forretningsmodeller. Med afsæt i, at der ikke ses en ændring af renteforholdene indenfor overskuelig fremtid, men snarere det modsatte, er det nødvendigt at tilpasse forretningsmodellen, og i en holdbar forretningsmodel bør alle kunder betale minimum den pris, som det koster virksomheden at frembringe eller tilbyde en konkret ydelse. Og sådan er det ikke i dag med den nuværende prissætning på indlån.

På spørgsmålet om bankens holdning til negative renter siger Flemming Jensen:
– Vi har igennem en periode haft en situation med negative renter, som har vist sig mere længerevarende, end nogen havde troet for fem-seks år siden. Jeg medgiver, at vi i Møns Bank har været meget afventende i forhold til at beregne negative renter overfor kunderne, men Møns Bank kan naturligvis ikke gå enegang i et varigt rentemiljø med negative renter, så vi er inde i aktuelle overvejelser om, hvordan Møns Bank skal beregne negative renter på en markedskonform måde, og i den forbindelse medvurderer vi naturligvis de rentevilkår, vores konkurrenter tilbyder. Anderledes kan det ikke være, når vi driver en forretning.

Kommentarer