Den socialdemokratiske byrådspolitikker Jørgen Christiansen er tidligere forælder til børn på Karrebæk skole og virker særdeles tilfreds med, at udviklingen endelig er vendt:
-Ja, det er dejligt med de mange venlige og positive tilkendegivelser. Der er en anden glæde end tidligere, når talen falder på skolen her i lokalområdet. Det er selvforstærkende begge veje, men nu er bøtten vendt, og det er altså lige til at blive glad i låget af, siger Jørgen Christiansen til Næstved Netavis.
– Et godt lokalt skoletilbud med forældreopbakning og samarbejdsvillighed er af vital betydning for et områdes positive udvikling, både i forhold til bosætning og idrætsforening, men også erhvervslivet, fortsætter han
– Karrebæk Skole har tidligere været udfordret, og i brugertilfredshedsundersøgelsen fra 2015 var Karrebæk skole den skole i kommunen, som forældrene udviste mindst tilfredshed med.
– Det er derfor ekstra glædeligt at resultatet i den netop afsluttede brugertilfredshedsundersøgelse for 2017 viser, at forældrenes tilfredshed er steget så markant. På spørgsmålet “Hvor tilfreds er du samlet set med dit barns skole?” placerer Lille Næstved Skole afd. Karrebæk sig netop nu på 5. pladsen i hele kommunen.
– Det her er altså udtryk for, at det var umagen værd at tage kampen op for at bevare det lokale folkeskole tilbud tilbage i 2014. Dengang så det svært ud for vores lokalområde. Skolen var lukningstruet på mange af de scenarier fra Brønnum Flies rapporten.
Men skolens dygtige ledelse har i samarbejde med forældrene og herunder et styrket brobygningsarbejde med Humlehaven fundet fælles fodslag i den nye struktur. Der er dog stadig brug for at bevare fokus samt politisk at bevare arbejdsroen for fortsat, at sikre trivsel, så den positive udvikling kan fortsætte i badelandet fremadrettet til gavn for eleverne, slutter Jørgen Christiansen.
Kommentarer