Næstved By

Søren Dysted: Flere lukkedage er forældrenes eget valg

– Det har undret mig, at jeg ikke har hørt mere fra de 10.000 forældre i Næstved Kommune om, at det har været noget skidt. Jeg er selv morfar og har skullet hente og passe børn, og jeg synes, at det er en gene for mange forældre. Men det er nok fordi, de kender valget mellem normeringerne og åbningstiderne. 

Det siger Søren Dysted (S), formand for Børne- og Skoleudvalget i Næstved Kommune til Politiken i en kommentar til, at Næstved Kommune er blandt de seks danske kommuner som har flest såkaldte lukkedage i daginstitutionerne. Med 22 lukkedage svarende til knap 4.5 uger om året ligger Næstved helt i top i henhold til en oversigt fra Børne- og Socialministeriet.

Forældrene vil hellere have ekstra pædagoger i åbningstiderne til at holde øje med deres børn i sandkassen, end de vil have færre uger, hvor de må køre længere for at få børnene passet, mener Søren Dysted.

For tre år siden genindførte Næstved Kommune lukkeuger, fordi det var småt med pengene. I den forbindelse spurgte byrådet forældrerepræsentanter om, hvorvidt de helst ville have flere lukkedage i daginstitutionerne eller færre pædagoger på arbejde i åbningstiden. Valget faldt på det første.

Næstved er sammen med Holbæk, Odense, Silkeborg, Holstebro og Lemvig blandt de seks kommuner, der flest dage om året må pege forældrene i retning af en anden end den vante daginstitution.

Lukkedage betyder ikke, at forældrene må tage fri eller sætte bedsteforældre i sving med legetøj og flyverdragter. Kommunerne skal nemlig stille en anden institution til rådighed, hvis den vante er lukket. Men det kan betyde længere kørsel, når der skal hentes og bringes og et mindre trygt miljø for børnene

Kommentarer