Social pris Næstved 2019 gik til AffaldPlus og Remondis
Tirsdag eftermiddag blev Social pris Næstved 2019 uddelt til en offentlig og privat virksomhed, der gør en særlig indsats for at hjælpe folk tilbage i arbejde. Prisen gik til AffaldPlus og Remondis.
De udviser stor menneskelig forståelse, ser potentialet i den enkelte borger på trods af fysiske og psykiske udfordringer, bruger mange timer på at gøre deres arbejdsplads rummelig og tilbyder ansættelse efterfølgende.
Sådan lød nogle af de rosende ord om AffaldPlus og Remondis, der tirsdag eftermiddag vandt Social pris Næstved 2019 til et velbesøgt arrangement. Prisen blev uddelt på Rønnebæksholm til en offentlig og privat virksomhed, der har gjort en særlig indsats for at hjælp folk tilbage på arbejdsmarkedet.
Hver og en af jer fortjener en pris
48 virksomheder var indstillet til den lokale pris, som Jobcentret hvert år uddeler, og inden spændingen blev udløst, sendte juryformand Anette Brix en hilsen til alle de indstillede.
– Jeg bliver som altid glad og stolt, når jeg læser de mange indstillinger igennem. Hver og en af jer fortjener en pris, fordi I er med til at skabe lige netop de arbejdspladser, der er rummelige og socialt ansvarlige. I tager et ansvar, der er inspirerende, lød det fra Anette Brix til prisuddelingen, mens hun uddybede valget af de to vindere:
– Når det så er sagt, var der to virksomheder, der også stak ud i år. To virksomheder, der gjorde et særligt indtryk på os i juryen, fordi de har haft et fokus på at favne bredt og også tilbyde ansættelser efterfølgende. De udviser stor forståelse for at tilrettelægge opgaverne og indsatserne efter den enkeltes behov.
Juryen består udover formand for Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget Anette Brix af næstformand for Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget Jette Leth Buhl, formand for LO Næstved Anders Ellegaard og formand for Næstved Erhvervsforening Torben Johansen.
En festlig og fagligt inspirerende eftermiddag
Prisen skal være med til at sætte fokus på de mange virksomheder, der er i det lokale område, og som hvert år hjælper mange tilbage til arbejdsmarkedet. Ligesom Jobcentret med prisen og arrangementet gerne vil takke virksomhederne for det gode samarbejde.
Til prisuddelingen blev der derfor sat fokus på, hvilke gevinster der er for en virksomhed i at ansætte en medarbejder i et mindre antal timer med et oplæg af videns- og konsulenthuset CABI. Ligesom det gode samarbejde blev fejret med et festligt indslag af den lokale musical- og showforening Sceptor.
Private virksomheder der er indstillet:
Post Nord Distributionscenter i Næstved, Sydsjællands Golfklub Mogenstrup, Blomstertrylleriet, Rema 1000 (Parkvej 140), Abel+, Remondis, DEKRA AMU Center Hovedstaden, Bilka, Mammut Work Wear, Ragn Sells, Nimatic, Fensmark Trailer, Scanseason, Coop Kvickly (Næstved), Niels Petersen Automobiler, Næstved Flisecenter, Tintshop, Kirppu Aps, Solgaven, Tybjerg Privatskole, Tappernøje Dagskole, Gavnø Fonden, Engbork, Næstved Pulverlakering, Supeo, Senior Erhverv Sydsjælland, Meny (Østergade), El og Teknik (A&O Carstensen), EWH BioProduction ApS, Bauhaus (Næstved), Askov Ridecenter, Herlufsholm Kostskole (Linnedstuen) og Skandinavisk Gravør Industri.
Offentlige virksomheder der er indstillet:
Affald Plusbyg (Genanvendeligt byggemateriale), Center for Dagtilbud og Skole (område Øst), ZBC-SOSU-kursus afdelingen, VISP, EUC SJ Bygnings tjenesten, Lille Næstved Skole afd. Fuglebjerg og afd. Karrebæk, Sct. Olai Kirkegårdsforvaltning, Ellebækskolen, Holmegaard skolen, afd. Toksværd, Holmegaard Skolen – administrationen, Næstved Hoved Bibliotek, Kobberbakkeskolen, Distrikt Øst (Munkebo), Center for Sundhed og Ældre og Distrikt Øst (Kildemarkscenter).
Læs, hvad de to vinder-virksomheder helt konkret har gjort her:
AffaldPlus:
Der udvises stor menneskelig forståelse og evnen til at se ud over den enkelte borgers forskellighed, der vendes til noget unikt og ses som kompetencer frem for begrænsninger.
Virksomheden belønner ligeledes borgere, der udviser initiativ og mødestabilitet. Løntimer bliver hurtigt inkorporeret i virksomheden som et aktivt redskab til at skabe et tilhørsforhold til borgerne.
Virksomheden ser potentialet i den enkelte borger uafhængig af fysiske/ psykiske udfordringer. Ligesom virksomheden motiverer og giver ansvar i takt med, at borgeren er klar.
Der arbejdes bevidst med at udvikle et positivt og forsvarligt arbejdsmiljø.
Remondis:
Virksomheden har siden efteråret 2018 spillet en stor og vigtig rolle i forbindelse med etablering af “47 Netværk”. “47 Netværk” er en ny måde at tænke beskæftigelsesindsatsen på, hvor virksomheder og jobcenter sammen tager et forpligtende socialt ansvar.
Virksomheden har siddet i arbejdsgruppen og dedikeret et stort antal mandetimer til idéudvikling og projektplanlægning. Virksomheden tager et stort socialt ansvar og hjælper borgerne videre ud på arbejdsmarkedet. Deltagelsen og engagementet i “47 Netværk” går langt ud over den forpligtigelse, en virksomhed normalt tager i udviklingen af beskæftigelsesindsatsen. Virksomheden har både på et strategisk og et menneskeligt plan taget et kæmpe stort socialt ansvar.
Kommentarer