Næstved By

Skolerne har svært ved at nå målsætningen

Næstved Skolernes kvalitetsvurdering 2016 viser at skolerne har en udfordring med at nå målsætningen om at 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne

Indsendt af: Henning Jørgensen, Næstved, Glad lærer på 33. år i jobbet

På byrådsmødet tirsdag i Næstved orienteres om resultaterne af de nationale test i foråret 2016. Testresultaterne er fortrolige jf. folkeskolelovens § 55 b, og fremlægges derfor i lukkede bilag. Resultaterne i dansk og matematik viser, at skolerne har en udfordring med at nå målsætningen om, at mindst 80 % af eleverne skal være gode til at læse og regne. Der er ligeledes udfordringer i forhold til at nå målene om, at andelen af de allerdygtigste elever skal stige, og at andelen af elever med de dårligste resultater skal falde år for år.

Hvorfor går det nu ikke særligt godt for eleverne i Næstveds skoler?

I den årlige Kvalitetsrapport giver administrationen en slags forklaring:

” lærerne i Næstved Kommune har en meget høj undervisningsforpligtigelse, hvilket kan have påvirket deres forberedelse af undervisningen”

Mener administrationen at lærerne ikke har forberedt sig godt nok, eller mener man, at der simpelthen ikke at der tid nok til at forberede sig? Jeg er lidt forvirret, og vil da gerne kloges. Jeg tror personligt, at der er mange forklaringer.

Administrationen kommer selv med en mere, idet man siger, at skolerne i foråret 2016 har været igennem en stor omorganisering, hvilket også kan have påvirket nogle af resultaterne.

Kommentarer