Skoleområdet skal opprioriteres økonomisk
Skrevet af: Sebastian Mylsted-Schenstrøm
Skoleområdet i Næstved er efter min – og mange andres – mening underprioriteret, og det er uholdbart. Det er min opfattelse, at man næppe kan investere kommunale kroner noget bedre sted, end på skoleområdet, for som man siger giver små børn små problemer, og store børn store problemer.
Vi skubber med andre ord formegentlig en stor udgift foran os ved ikke at tilbyde de bedste mulige rammer for børns tidlige læring.
Kommunens indtægtsgrundlag taget i beragtning er det dog useriøst, at love guld og grønne skove over-night, desværre, men det er muligt at opprioritere skoleområdet økonomisk – dvs. tilføre flere penge.
På kort sigt betyder det at man også må nedprioritere andre områder. Ligesom mange andre tænker jeg instinktivt også på kulturbudgettet, men jeg må – efter nøje undersøgelser – sande, at det ikke er her man kan finde de store penge. Det er her dillemaet opstår, for hvor skal vi tage pengene fra?
Kan vi stoppe med poste penge i Arenaen, ja, men så står vi med DKs dyreste nøglehal, og beløbet der fremadrettet kan spares er formegentlig beskedent.Nej, hvis vi for alvor skal kunne løfte skoleområdet uden at det skal gå udover andre centrale velfærdsområder, så er vi nødt til at se på beskæftigelsesområdet, som pt. er knapt dobbelt så stor en udgiftspost på kommunens budget, som skoleområdet – og værst af alt er budgetteres der fremadrettet med stigende udgifter på beskæftigelsesområdet, og faldende på skoleområdet. Det er ikke holdbart.
Nej-sigerne vil med det samme hævde, at udgifterne på beskæftigelsesområdet i høj grad er bestemt ved lov, og derfor ikke er noget vi kan gøre så meget ved. Men beskæftigelsespolitik er i midlertid erhvervspolitik, og for at Næstved for alvor kan løfte skoleområdet, så behøver vi et vedvarende større indtægtsgrundlag i form af flere private arbejdspladser, og færre på offentlig forsørgelse.
En del af måden at opnå i hvertfald det sidste er, at sørge for at give børn en god start på livet, og det ved jeg, at vi er mange der ønsker.
Jeg bakker derfor op om budskabet, at folkeskolen er underprioriteret i Næstved Kommune, og jeg lover at kæmpe for at den bliver opprioriteret – dog uden at love mirakler.
Sebastian Mylsted-Schenstrøm
Byrådsmedlem, Venstre
Dette er et læserbrev indsendt af Sebastian Mylsted-Schenstrøm. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer