Skolebus får dublet fra mandag morgen
Tappernøje/Brøderup/Mogenstrup: Flere forældre har klaget til Næstved Kommune, da flere børn er bange for at køre med skolebussen mellem Tappernøje/Brøderup og Mogenstrup, da den ofte er proppet til mere end bristepunktet. Det har kommunen lyttet til.
Fra på mandag den 03. oktober vil to busser hver morgen klokken 07.50 køre fra Korskildeskolen til Fladsåskolen for at imødekomme forældrenes klager over den nuværende skolebusordning, skriver Sjællandske.
Som det er lige nu, frygter flere børn, at de ikke kan komme af det rigtige sted, og nogle bliver dårligt, da der er ekstremt varmt, fordi alle står som sild i en tønde. Flere gange er det også sket at børn, der står på i Snesere er blevet kørt forbi af bussen, da der ikke er plads til flere.
Det fik forældre til at klage til kommunen, som nu har besluttet, at to busser skal køre fra Korskildeskolen til Fladsåskolen hver morgen, da de ikke kan acceptere, at busserne kører forbi eleverne. Det kommer til at koste 150.000 kroner om året.
Dog vil der ikke blive ændret på eftermiddagsbussen, og den vil fortsat køre over Bøgesø.
Skolebusordningen blev sparet væk for nogle år siden, da den kostede cirka otte millioner kroner, og derfor skal eleverne nu køre med offentlig transport.
Kommentarer