Næstved By

Sjølundkirken inviterer til juleaften

Foto: Sjølundkirken

Frikirken Sjølundkirken på Præstøvej 12 i Næstved inviterer alle som mangler selskab til juleaften.

Alle er velkomne til at komme og holde juleaften den 24. december i Frikirken Sjølundkirken på Præstøvej 12 i Næstved, skriver Sjællandske.

Det bliver en dag med en god portion julehygge med god mad og fællesskab. Til arrangementet har kirken skaffet et fem meter højt juletræ.

Vil man gerne være med, mødes man klokken 13.30 til kirkens julegudstjeneste. Herefter dækker man i fællesskab bord, tilbereder julemiddagen og risalamanden samt pynter op.

Når det bliver aften spises julemaden, der danses om juletræet og synges julesalmer. Der vil desuden være pakkeleg og en julegave til alle børn, der er med til juleaften.

Kirkens ungdomspræst Thomas Andersson fortæller, at der ikke er så mange tilmeldte endnu, men at han håber på, at enlige eller familie kunne have lyst til at deltage.

For at være med behøver man ikke være medlem af folkekirken eller Sjølundkirken. Man betaler blot et symbolsk beløb for at deltage.

Tilmelding skal ske til Thomas Andersson på telefon 53 63 46 84 eller til koordinator Annette S. Jespersen på telefon 28 69 12 32.

Kommentarer