Næstved By

De sjællandske kommuner er blevet mere erhvervsvenlige

Otte kommuner i Region Sjælland er placeret i den bedste tredjedel af kommunerne i Dansk Byggeris analyse af de danske kommuners erhvervsvenlighed 2018. Slagelse er den kommune i hele landet, der har taget det største hop op ad listen. Næstved Kommune er gået tilbage 

En række af de sjællandske kommuner tilbyder gode vilkår til de lokale virksomheder, mens der er plads til forbedring hos andre. Fem kommuner ligger således i den dårligste tredjedel af landets 98 kommuner.

Holbæk er med en placering som nummer 12 den bedste placerede kommune i hele Region Sjælland, men er dog rykket otte pladser ned ad listen. Køge er krøbet tre pladser op ad listen til nummer 16.

– Jeg synes, at flere af de sjællandske kommuner gør rigtig meget for erhvervslivet, men samlet set bør vi ligge bedre på Sjælland. I Dansk Byggeri har vi god kontakt til de sjællandske kommuner, og jeg håber, at vi sammen kan være med til at forbedre erhvervsklimaet, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland Jesper Toftebjerg Andersen.

To højdespringere
Odsherred og Slagelse kommuner har forbedret sig markant i forhold til sidste år, og især Slagelse har taget en gevaldig tur op ad listen i Dansk Byggeris undersøgelse fra nummer 67 sidste år til en 26. plads i år. Odsherred fortsætter sit spring opad. Fra en 64. plads i 2016, til 46 sidste år og nummer 22 i år.  

Slagelse har blandt andet forbedret sin indsats på uddannelsesområdet for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

– Hvis en kommune vil tiltrække og fastholde virksomhederne, er det vigtigt at give gode vilkår for erhvervslivet. Det kommer alle til gode at have virksomheder, der sørger for indtjening og arbejdspladser til kommunen, siger Jesper Toftebjerg Andersen.

I top på enkelte områder
I kommuneundersøgelsen bliver kommunerne bedømt inden for syv overordnede temaer. Og her ligger nogle af de sjællandske kommuner i top.

Sjælland har tre kommuner i top seks i forhold til at udlicitere driftsopgaver på de tekniske områder. Greve er den næstbedste kommune i hele landet inden for dette område. Odsherred og Solrød ligger nummer fem og seks. Solrød klarer sig også godt inden for andre områder. Det er skatter og afgifter, arbejdsmarked og uddannelse samt kommunale kendetegn.

 

Sådan er Sjælland placeret på ranglisten

Kommuner 2017 2018 Ændring
Sjælland      
Holbæk 4 12 -8
Køge 19 16 3
Stevns 27 21 6
Odsherred 46 22 24
Slagelse 67 26 41
Kalundborg 26 28 -2
Lejre 51 31 20
Solrød 18 32 -14
Greve 28 34 -6
Sorø 52 45 7
Vordingborg 66 65 1
Roskilde 70 67 3
Næstved 55 68 -13
Ringsted 88 74 14
Faxe 83 87 -4

Fakta om kommuneanalysen
Dansk Byggeri har i syv år taget temperaturen på de danske kommuners erhvervsforhold og udarbejdet en rangliste over erhvervsvenlighed.

Analysen er baseret på 30 forskellige parametre fordelt på syv overordnede temaer, der alle viser, hvor erhvervsvenlige, de enkelte kommuner er. Temaerne er: byggesagsbehandling, skatter og afgifter, udlicitering af driftsopgaver, erhvervsaffald, udbudspolitik, arbejdsmarked og uddannelse samt kommunale kendetegn som for eksempel kommunale investeringer og antallet af byggetilladelser.

Kommentarer