Sigtet for salg af stoffer
En patrulje bemærkede tirsdag klokken 22.30 en bil, der kom kørende ved parkeringshuset på Grønvej og ned mod Kildemarksvej.
Politiet valgte at tage kontakt til føreren, og det viste sig, at han ikke havde kørekort, og at bilens plader var afmeldt, og derfor ikke passede til den bil, de sad på. Da politiet ransagede bilen, fandt de desuden fem små poser, der indeholdt noget hvidt pulver, og da føreren blev narkotestet, viste det sig desuden, at der var et positivt udslag for kokain. Han forsøgte i første omgang at oplyse et forkert navn, men det viste sig, at han i virkeligheden var en 24-årig mand fra Fensmark.
Han blev anholdt klokken 22.46 og sigtet for både salg af stoffer, narkotikakørsel, overtrædelse af færdselsloven og straffeloven. Politiet overvejer nu, om han skal fremstilles i grundlovsforhør onsdag.
Kommentarer