At sige ét og gøre noget andet – klassesammenlægninger
Skrevet af: Kia Lundsgaard
Beslutningen om, at kommunen tilbagerullede besparelser på skoleområdet i Næstved var en meget glædelig nyhed, og vi forældre og vores børn ventede i spænding på udmelding fra Ellebæksskolens ledelse om, at så blev beslutningen om klassesammenlægningerne naturligt også tilbagekaldt – nu der ikke længere skulle spares.
I torsdags kom så mailen fra skoleledelsen, at kun dele af beslutningen blev ændret. Der skal stadig spares på Ellebækskolen og det betyder, at nuværende 0. og 1. årgang skal lægges sammen med virkning fra 1. maj.
Det virker uforståeligt og langt fra i barnets tarv, at eleverne i 1. klasse på de kun to år, de har gået i skole, vil nå at skifte lærere og klasse tre gange, og nogle har endda skiftet skole fra Kalbyris til Kildemarkafdelingen.
Ellebæksskolen får, som jeg har forstået det, tilført to millioner kroner, og det vil koste under 1,2 millioner at beholde klasserne i deres nuværende form. Det virker, som om ledelsen har besluttet klassesammenlægninger, uanset hvordan de har fået tildelt eller tilbagerullet besparelser.
Som nystartet skoleelev er der mange ting, der skal læres, først og fremmest, hvordan man går i skole, spillereglerne for det sociale samvær med så mange børn samlet, nye kammerater, legeaftaler og ikke mindst skal de have fokus på faglig progression, lektier og nye voksne. Alt dette tager tid, lang tid. Jeg kan først nu mærke, at der er ved at komme ro på min søn med hjælp fra de lærere, der er omkring ham. En ro, jeg nu frygter bliver til uro!
Som en del af det kommunale læringsløft er Ellebækskolen, lige som kommunens øvrige skoler, i gang med at uddanne deres lærere og pædagoger ud fra teorien om aktionslæring, som delvist bygger på John Hatting’s teorier om læring og udvikling. Hatting har beskrevet helt specifikt, at et klasseskift for de fleste elever medfører negativ læring og udvikling.
Elevernes udvikling vil blive sat i stå for en tid, hvis der kommer opbrud for dem i deres dagligdag. Næstved kommunens skoler arbejder aktivt med aktionslæring, og vi forældre har modtaget diverse brochurer om dette, og hvordan kvaliteten i kommunens skoler bliver løftet. Denne sammenlægningsbeslutning er i direkte modstrid med alt, hvad det kommunale læringsløft står for.
Klassesammenlægninger er altid fyldt med frustrationer lige gyldig hvilke årgange, der berører. Jeg er som mor til en dreng i 1. klasse bare frustreret på hans vegne over, at han nu igen skal igennem en omtumlet tid med nye voksne og børn omkring sig. Men som 7-årig er det åbenbart på tide at få “hår på brystet”, løfte hovedet og bare klø på.
Skolen i dag handler mere om økonomi end barnets ve og vel.
Dette er et læserbrev indsendt af Kia Lundsgaard. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer