Næstved By

Et sidste farvel til Næstveds biografdronning – Annelise Hovmand

Se billedserie

Et sidste farvel til Annelise Hovmand – Sct. Mortens Kirke og Bio Næstved var i dag rammen for bisættelsen

Skrevet af Birgitte Grejsen Møs. Redaktør.

Annelise Hovmand elskede sin biograf på Kattebjerget og efter eget ønske blev Annelise i dag bisat fra Sct. Mortens Kirke. Det var også efter eget ønske at sognepræst ved Vejlø Kirke Helle Poulsen stod for den kirkelige handling.

Området omkring kirken blev hurtigt fyldt op med familie – venner – og folk fra filmverdenen der var mødt op for at sige et endeligt farvel til Næstveds biografdronning, Annelise Hovmand.

Blandt gæsterne var Susanne Heering (Fru H`s Balletskole), som igennem mange år afholdt sin afdansningsballet hos Annelise i Bio Næstved. H.M. Dronning Margrethe var med som scenograf gennem 31 år, og Annelise Hovmand var nær ven af den kongelige familie.

Annelise Hovmand kom til filmen som scriptgirl i 1947, fast besluttet på at avancere til instruktør. Det var inden, der fandtes en filmskole. Vejen videre frem var mesterlære, hvilket ville sige at hægte sig på én, der var noget ved musikken.

Og det var ikke hvem som helst Hovmand udså sig som læremester. Nemlig den førende filminstruktør og producent Johan Jacobsen, som hun med tiden kom til at danne par med, professionelt og privat.

Én af Hovmands første opgaver blev at aflytte og udskrive dialogen i Soldaten og Jenny (1947) til brug for undertekster på andre sprog. I 1949 skaffede Jacobsen sin nye assistent et studieophold i London, hvor hun fulgte produktionen af Michael Powells The Elusive Pimpernel (1950).

Siden blev Hovmand uddannet i alle filmproduktionens faser og funktioner på Jacobsens filmatelier Flamingo Studio i Nærum. Hun debuterede som færdigbagt instruktør med kortfilmen Hvorfor stjæler barnet (1955) og spillefilmen Ingen tid til kærtegn (1957), som vandt en Bodil for bedste film.

Ved siden af sin instruktørgerning var Annelise Hovmand medstifter af Danske Filminstruktører, som hun i en periode var formand for og frem til sin død æresmedlem af.

Herigennem arbejdede hun for at skabe bedre vilkår for instruktører, end dem hun selv havde kendt – blandt andet med en filmskole og et filminstitut. Foreningen blev stiftet i Flamingos kantine i 1956.

I 1967 ansøgte Annelise Hovmand om en biografbevilling i Næstved – og fik den. Det blev begyndelsen på et mere stabilt liv med et hovedvirke som biografdirektør og en base i en nedlagt præstegård i Vester Egede, hvor hun boede sammen med arkitekten Carl Johan Nienstædt. Det var i de idylliske omgivelser Annelise Hovmand sov stille ind den 28. december 2016.

Efter den kirkelige handling i dag blev Annelise Hovmands kiste båret ud af kirken til tonerne af “She” skrevet af Charles Aznavour, og sat ind i rustvognen. Omsluttet af følget trillede rustvognen stille væk fra kirken, op ad Østergade, til venstre ad Krumport og igen ned ad Kattebjerget hvor den sorte Mercedes stoppede ud foran Bio Næstved. Efter 1 minuts stilhed kørte Annelise Hovmand stille ud på sin sidste køretur.

Hele følget blev efterfølgende inviteret til “Gravøl” i Bio Næstved, ligeledes efter Annelises ønske. I Sal 1. som netop er opkaldt efter Annelise, blev der vist film som Annelise havde instrueret, bl.a. Krudt og Klunker fra 1958. Lyden var skruet ned, så følget kunne hilse på hinanden og “small talk” efter Annelises ønske.

I dag sagde Næstved et sidste farvel til Annelise Hovmand.

Som Annelise Hovmand vil ha´sagt – The grand old lady has left the building.

Kommentarer