Seriebedrager fra Næstved fik 1 års fængsel
Næstved: En 31-årig mand fra Næstved er blevet idømt et års ubetinget fængsel for bedragerier og dokumentfalsk
En 31-årig mand fra Næstved er mandag den 15. august i Retten i Næstved idømt et års ubetinget fængsel for 73 forhold af bedragerier, dokumentfalsk med videre, begået fra april 2014 til han blev anholdt i februar 2016.
I langt hovedparten af forholdene bedrog den dømte 31-årige købere via blandt andet Den Blå Avis på DBA.dk, idet han foregav at sælge billetter, telefoner og andet og fik køberne til at overføre pengene til sig. I flere tilfælde betalte ofrene ham kontant, når han mødtes med køberne, men i ingen af tilfældene fik køberne varer eller senere pengene tilbage.
Retten har ved udmålingen lagt vægt på, at der er tale om systematisk gentagne bedragerier. Da internethandel udgør en stigende del af samhandelen og da denne handel kræver tillid, har den dømtes forbrydelser haft en samfundsskadelig karakter. Den dømtes udbytte var samlet på cirka 140.000 kroner.
Den dømte, der tidligere en del gange var dømt for blandt andet forskelligere bedragerier og andre berigelsesforbrydelser, udbad sig betænkningstid med hensyn til anke.
Kommentarer