Satsning i Arena sikret: Borgmesteren giver champagne til Evita-arrangøren

Den stort anlagte teaterkoncert Evita i Arena Næstved, har nået en vigtig milepæl og det står nu klart at storsatsningen ikke kommer til at koste skatteborgerne i Næstved penge.
Billetsalget til opsætningen af Andrew Lloyd Webber´s Evita i Arena Næstved, har rundet en vigtig milepæl. Der er, ifølge arrangør Ulla Faber, solgt 2.104 billetter. Det er sammen med de sponsorer, der støtter arrangementet, nok til at arrangementet går i nul, og dermed skal underskudsgarantien på 200.000 kr som økonomiudvalget i Næstved Kommune har valgt at støtte millionsatsningen i Arena Næstved med ikke aktiveres.
– Jeg er så tilfreds, siger Ulla Faber tirsdag eftermiddag til Næstved Netavis.
På borgmesterkontoret er der også tilfredshed med billetsalget, og med projektets delvist opnåede succes.
– Det var med stor glæde jeg fik et opkald fra Ulla i fredags, hvor hun fortalte at der var solgt over 2.000 billetter, som jo er det antal, der skal sælges før arrangementet går i nul, og dermed skal der ikke bruges nogen kommunale kroner til at dække evt. underskud, siger Borgmester Carsten Rasmussen til Næstved Netavis.
– Det er glædeligt, og jeg tror at mange restauranter, cafeer og hoteller i byen vil mærke øget omsætning i forbindelse med Evita i Arena Næstved, siger Borgmester Carsten Rasmussen til Næstved Netavis.
– Imorgen når jeg har taget imod garderhusarerne kører jeg ud til Arena Næstved med en af de flasker champagne jeg personligt har fået i gave, siger en glad borgmester i Næstved.
Planen er at Evita skal sætte Arena Næstved på landkortet. Alle sejl er sat til med hele 120 medvirkende i teaterkoncerten i Arena Næstved. Blandt andet skal 50 medvirkende fra Næstved Koret og 20 børn ungdomskoret fra Sct Jørgens Kirke være en del at opsætningen.
- Koncertarrangør, Ulla Faber har opnået en vigtig milepæl med Evita i Arena Næstved.
Sangeren Anette Heick, musikeren Svenn Skipper og skuespillerikonet Githa Nørby skal sikre Arena Næstved en succes med opførelsen af Evita, som ifølge arrangøren Ulla Faber har potentiale til at række langt udover regionen Hun forestiller sig busser køre fra Jylland og Fyn til Næstved med gæster, der har købt billet til Evita i Arena Næstved inklusiv ophold på et lokalt hotel.
– Det er et unikt arrangement, fortæller Ulla Faber, som startede projektet med at sikre sig rettighederne hos den virksomhed i London, der administrerer rettighederne til Andrew Lloyd Webber´s værker.
– Min kæphest er at man skal sikre sig rettighederne og så “hjemmestrikke” en forestilling, som passer til det område man opfører den i. Vi har 120 medvirkende, for over 200.000 kr lyd og lysshow med flere skærme i salen, fortæller Ulla Faber, som er selvlært koncertarrangør med over 18 års erfaring.
– En af de nyeste ting, der netop er faldet på plads er en aftale med videoproducent Peter Bach, som komme med kamerahold på 3 mand og filmer under forestillingen i Arena Næstved. Det betyder at alle – uanset hvor i salen de sidder får en storslået oplevelse, forklarer Ulla Faber.
Ved siden af scenen bliver der placeret en storskærm og der kommer ekstra 3 skærme i Arena Næstved, som viser det kameraholdet filmer under selve opførelsen.
– Du skal gå hjem med den samme oplevelse som i det Kongelige Teater eller andre af de store scener i København – eller måske endnu bedre pga det omfattende lys- og lydshow, og så det at der er 120 medvirkende, fortæller Ulla Faber.
Evita i Arena Næstved bliver opført som en teaterkoncert onsdag den 24. maj, og det bliver den eneste opførelse i Norden.
De samlede udgifter er anslået til 1,2 millioner kroner, og hvis forestillingen bliver en succes vil den skaffe den økonomisk pressede arena et overskud.
– Nu starter jeg for alvor, fortæller Ulla Faber, der med opnåelsen af den vigtige milepæl på billetsalg og sponsorater, kan begynde at koncentrere sig om en række andre indtægtsgivende aktiviteter. Fx salg af annoncering i programmet på dagen.
Imorgen kl cirka 13.00 skal hun dog lige finde tid til at modtage en af borgmesterens private flasker champagne.
– Den flaske giver jeg gerne, og så kan Ulla sige tak for lån af pengene, som der aldrig blev brug for, siger Borgmester, Carsten Rasmussen.
Se Anette Heick give en smagsprøve på Don´t Cry for My Argentina i videoen fra præsentationen i Arena Næstved
Kommentarer