Rønnebæk

Sanselig koncertoplevelse på Rønnebæksholm

Med Bjarke Falgren, hans band Hot’N’Spicy og Mads Mathias er der garanti for en swingende, sprællevende og sanselig koncertoplevelse. Hot’N’Spicy optrådte for første gang med Mads Mathias i januar 2017. Det har resulteret i en helt ny liveplade og en koncert på Rønnebæksholm søndag den 5. november kl. 15.00.

Ved koncerten på Rønnebæksholm vil Hot’N’Spicy og Mads Mathias optræde med et repertoire med associationer til intet mindre end Frank Sinatra, Nat King Cole, Ray Charles og jazzlegenden Svend Asmussen.

Hot’N’Spicy og Mads Mathias mødtes for første gang til en koncert på Rønnebæksholm en uge før Svend Asmussens død. Koncerten blev optaget med det formål at sende optagelsen til Svend Asmussen som en fødselsdagsgave og som tak for hans støtte og inspiration. Svend Asmussen nåede dog aldrig at se optagelsen. Alligevel blev samtlige musikere enige om, at der var noget særlig magisk over koncerten, og har derfor i dag valgt at udgive livepladen.

Hot’N’Spicy efterhånden er et stærkt sammentømret band med mere end 600 koncerter i bagagen og en sceneoptræden, der sprudler af overskud og oplagt musikalitet. Trioen består af Bjarke Falgren på violin og viola, Lars Tormod Jenset på bas og Svein Erik Martinsen på guitar og vokal.

Mads Mathias er sanger, sangskriver og multiinstrumentalist og har efterhånden erobret hjertet af musikelskere med sin karismatiske optræden, levende personlighed og kreative originale sange, inspireret og påvirket af de store jazzvokalister fra fortid og nutid. For nyligt vandt han desuden Leo Mathisen prisen.

 

Kommentarer