Samtalesalon med Pernille Aalund om flytninger
Næstved: Næstved Ungdomsskole har inviteret forfatter og studievært Pernille Aalund til at indlede den tiende samtalesalon, der har ’Flytninger’ på dagsordenen.
Onsdag den 9. november klokken inviterer Næstved Ungdomsskole til samtalesalon med Pernille Aalund i JB10, Jernbanegade 10, 4700 Næstved.
Vi flytter os alle i vores liv, fysisk som mentalt. Til tider kan andres flytninger også påvirke vores liv. Hvad gør vi så? “Flytter” vi med? Hvad sker der, hvis vi ikke flytter os? Og hvad gør disse flytninger ved os som mennesker og ved vores samfund? Dét er temaet for den tiende samtalesalon, som er arrangeret af Næstved Ungdomsskole.
Aftenens gæst, Pernille Aalund, er en erfaren kvinde med en del titler i bagagen. Hun kan skrive studievært, direktør og forfatter m.m. på cv’et, og hun har i høj grad flyttet sig i livet. Lige nu flytter hun sig rundt i landet med “Taler på tur”.
Når Pernille Aalund gæster Samtalesaloner Næstved, kommer hun med et oplæg om dagens tema Flytninger, hvorefter aftenen fortsætter som en almindelig samtalesalon med samtaler mellem mennesker.
Hvad er en samtalesalon?
– En samtalesalon er et samlingspunkt for folk, der gerne vil snakke med hinanden på en ny måde. Mest af alt minder en samtalesalon om at tilbringe en hyggelig aften på en café. Forskellen er bare, at til en samtalesalon kan man sagtens møde op alene. Salonværterne sørger nemlig for, at man kommer i snak med de andre spændende gæster uden at skulle bruge tid på at spørge “Nå, hvad laver du så”, fortæller Pernille Jespersen, afdelingsleder Næstved Ungdomsskole.
Så hvis man er interesseret i en aften, hvor samtaler om flytninger er i centrum, så kan man komme og snakke med onsdag den 9. november.
– Vi lover, at det vil give inspiration og måske endda også stof til eftertanke at snakke med nye mennesker. Mærk efter og snak om lige det du føler for og som gør dig tilpas under emnet flytninger! Vi sørger for at ALLE har en samtalepartner, således at samtalerne kan komme i gang med nye og spændende vinkler fra forskellige mennesker, lyder det fra Pernille Jespersen.
Samtalesaloner Næstved glæder sig til at byde både Pernille Aalund og samtalelystne gæster velkommen til en ny og anderledes samtalesalon i Næstved.
Dørene åbner klokken 18.45, og der er fri entré.
Man kan følge Samtalesaloner Næstved på Facebook, hvor man også kan tilmelde sig begivenheden.
De 5 samtalesalon-principper
• Uforstyrret samtaletid. Ingen forstyrrende mobiltelefoner – kun andre samtalelystne gæster.
• Møder med mennesker, der ikke ligner én selv. Lysten og åbenheden til at lytte opmærksomt og få indblik i, hvordan og hvorfor, de lever, tænker og handler som de gør. Og modet til at blive udfordret på sine egne holdninger.
• Faste rammer. Salonteknikker og samtalemenuer, der sikrer, at det er nemt at komme alene, at alle finder nogen tale med og at man hurtigt kommer i gang med at tale om noget interessant.
• Alle snakker med og snakker sammen. Ingen passive tilhørere, kværulanter eller kedelige foredrag — kun nysgerrige samtalepartnere.
• Alle mennesker er spændende samtalepartnere. Troen på, at vi hver især har en masse at sige om livets og samfundets store emner. Og at det er vigtigt at høre folkets stemmer mere i debatten. På den måde er Samtalesalonerne også en god træningslejr, hvor man øve sig på at ytre sig i sjove og hyggelige rammer.
Kommentarer