Uddrag fra weekendens politirapporter
Gav en lussing og blev sigtet for vold – og efter færdselsloven
En mand fik fredag aften klokken 20.27 en lussing af en anden mand, da de begge befandt sig på en beværtning på Vinhusgade i Næstved.
Politiet blev tilkaldt, og ud fra gode vidneudsagn fandt betjentene syv minutter efter overfaldet frem til en 43-årig temmelig beruset mand, der blev anholdt og sigtet for vold.
Han blev også sigtet efter restaurationsloven og fik forbud mod at komme på beværtningen.
Det viste sig desuden, at den 43-årige tidligere på dagen klokken 16.51 havde kørt ind i et vejskilt og et lyssignal i krydset Ringstedgade og Østre Ringvej.
Han havde ladet bilen stå og var stukket af fra stedet.
Derfor blev han også sigtet efter færdselsloven.
Den 43-årige fik lov at hvile ud på politistationen til klokken 4.33, hvor han blev lukket ud igen.
44-årig sigtet for indbrud
En vagt så fredag kort inden midnat to personer kravle over et hegn ind til en butiks baggård på Elektrovej i Næstved.
Vagten fik fat i den ene, mens den anden stak af.
To minutter senere var en politipatrulje på stedet, og den mand, som vagten fik tilbageholdt, blev anholdt og sigtet for indbrud.
Det drejer sig om en 44-årig mand fra byen. Der blev søgt med hunde efter den anden person – desværre uden held.
Politiet opfordrer vedkommende til at henvende sig på nærmeste politistation.
Spark i maven
Politiet fik lørdag aften en anmeldelse om, at der befandt sig en uvedkommende person på en knallert bag et hus på Reistrupvej.
Beboeren på stedet – en 29-årig kvinde – bemærkede, at den udendørs belysning, som var sensorstyret, var tændt, og hun fandt sammen med et vidne en dreng bag huset.
Han forsøgte at stikke at og sparkede den 29-årige kvinde i maven, men han blev tilbageholdt, indtil politiet kort efter nåede frem.
Det var en 16-årig dreng fra Haslev, som blev anholdt klokken 22.49 og sigtet for vold.
Han blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt, men han har ikke givet nogen forklaring på, hvad han lavede på adressen.
Den 16-årige blev løsladt igen klokken 0.12, og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
Tissede på gaden
En politipatrulje var natten til søndag gennem Grønnegade, da betjentene så en mand komme ud fra et værtshus og stille sig op at tisse op ad muren udenfor.
Betjentene påtalte gadetisseriet, og manden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Imidlertid ville han ikke oplyse sit navn og sin fødselsdato, så han blev anholdt klokken 1.27 og også sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.
På politistationen blev hans identitet endeligt fastslået: Det var en 33-årig mand fra Næstved, som herefter blev løsladt igen klokken 1.54.
24-årig anholdt og sigtet for stalking
En 22-årig kvinde anmeldte søndag klokken 23.09, at hun blev forfulgt af en ekskæreste, som havde kørt efter hende, havde forsøgt at afskære hende vejen i sin bil og havde forsøgt at standse hende.
Det var dog lykkedes hende at undslippe, selv om eks’en havde optrådt truende.
Politiet søgte efter den pågældende, og mandag morgen klokken 4.29 blev han anholdt uden dramatik på en adresse i Næstved.
Det er en 24-årig mand fra byen, og han er sigtet for stalking.
Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør senere mandag.
Kilde: Sydsjælland og Lolland – Falsters Politi.
Kommentarer