Karrebæksminde

Sagen om døde køer stadig uafklaret

Siden fundet af 10 døde køer på den ubeboede ø Dybsø i Karrebæksminde Bugt lørdag den 24. marts, har politiet i Næstved afventet dyrlægens rapport. Den er nu kommet, fortæller Stine Stenbæk, der er sektionsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis lokale efterforskningsafdeling i Næstved, til Sjællandske.

– Vi har modtaget dyrlægeerklæringen. Det er en verserende straffesag, der ligger, så vi kan sige ikke noget mere nu, fortæller Stine Stenbæk, som dog bekræfter overfor sn.dk, at dyrlægens rapport tyder på, at der foregået noget ulovligt, som ikke lever op til dyreværnsloven, forklarer hun til avisen

Ejeren af køerne, landmand Niels Erik Nielsen, der driver virksomheden Skaaninggårdens Galloway i Glumsø, er fortsat sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven. Han har forklaret, at køerne er døde af afkræftelse, fordi han ikke kunne komme over med foder og vand, da den sydlige del af regionen blev ramt af kraftigt snevejr og frost.

Politet er nu i gang med at undersøge sagen nærmere, inden de kan tage endeligt stilling til, om der skal rejses tiltale mod Niels Erik Nielsen. Onsdag er politiet ude med en dyrlæge for at foretage flere undersøgelser.

Om der er tale om misrøgt at de døde køer, kan Stine Stenbæk derfor endnu ikke fastslå. Hun forventer at kunne sige mere i slutningnen af ugen eller starten af næste uge.

Kommentarer