Hyllinge

Sag om 91 vanrøgtede hunde i Hyllinge endnu ikke afgjort

I maj 2015 blev 91 vanrøgtede cocker spaniels fjernet fra en ejendom i Hyllinge. Sagen er udskudt på ubestemt tid, og der er derfor endnu ikke faldet dom i sagen. 

Tilbage i maj 2015 blev hele 91 vanrøgtede cocker spaniels fjernet fra en ejendom i Hyllinge. Hundene havde svært ved at bevæge sig, da afføringen var stivnet i pelsen på dem. Nu hvor der næsten er gået to år siden fundet, er der endnu ikke faldet sag i dommen. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Dyrenes Beskyttelse er stærkt utilfredse med udskydelsen af sagen, og direktør for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, mener, at politiet og anklagemyndighederne nedprioriterer dyreværnssager.

– Virkeligheden er desværre, at behandlingstiden for denne sag er et godt eksempel på, hvor langsomt dyreværnssager behandles af politi og anklagemyndigheder. Det er under al kritik, siger Britta Riis til TV ØST.

Hun påpeger samtidig, at den langsommelige behandlingstid kan give bagmændene tid og mulighed for at avle videre og holde hunde under samme dårlige vilkår.

Den seneste sag om vanrøgtede hunde fandt sted den 08. februar 2017, hvor 27 hunde blev fjernet fra en ejendom i nærheden af Randers. 18 andre levende hunde blev desuden fundet på en adresse i nærheden. Dog fandt man også mindst 16 døde hunde i plastikposer, og tre af de overlevende hunde måtte desuden aflives. Hundene har det efter omstændighederne godt, og er i øjeblikket på Dyrenes Beskyttelsesinternat i Nordjylland.

Læs mere på Randers Netavis: UFATTELIGT: Næststørste hundesag i nyere tid

Kommentarer