Sårbare familier på forældrekursus allerede mens baby er i maven
Viden om små børns behov, en sund økonomi og hjælp til at forholde sig til sin egen opvækst – det er nogle af de ting, som kommende forældre i såkaldte sårbare familier bliver tilbudt hjælp til på blandt andet forældrekurser arrangeret af Sundhedsplejen i Næstved Kommune. Pengene til forældrekurserne kommer fra Sundhedsstyrelsen, og det er praktiserende læger, jordemødre og sundhedsplejerskerne selv, der nu i over et år har arbejdet sammen om hurtigt at finde familierne, som kan have brug for den ekstra hjælp. De foreløbige evalueringer er, at familier får meget ud af kurserne.
En af de familier, der har været på forældrekurset er Sandie og Lasse, der nu har datteren Aya på 9 måneder. Sandie Lassen og hendes kæreste har været glade for forældrekurset.
– Det gode ved kurset har været, at det har været for både mig og min kæreste, og det har sat fokus på os som familie og alle de mange ting, der er godt at have styr på. Lige fra at lave budgetter til at se på, hvad man selv har med i bagagen som menneske. Vi har fået meget ud af at være med. Underviserne har været dygtige, og der var en stor åbenhed og god stemning blandt alle os, der deltog. Samlet set kan man vel sige, at kurset gav min kæreste og mig en større sikkerhed i forhold til at skulle være en familie med et lille barn, fortæller Sandie, som netop skal til at begynde på en uddannelse som landmand og har det rigtigt godt med sin lille familie.
Bredt samarbejde om tidlig indsats
Oprindeligt var det sundhedsplejerskerne Gitte Lund og Lone Hansen, der tog initiativ til projektet og til forældrekurserne, efter Næstved Kommune havde modtaget 2,8 millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen til gennem en tre årig projektperiode at hjælpe sårbare kommende forældre med målrettede tilbud.
– Vi oplever, at mødrenes evne til at forstå og reagere på barnets behov og deres evne til at afstemme deres adfærd overfor barnet forbedres væsentligt. Det samme er deres forestillinger om barnets formåen i forhold til barnets alder.
Endvidere er familiernes trivsel steget betydeligt, fortæller sundhedsplejerskerne og fortsætter: Blandt mødrene er der en tydelig tendens til, at deres egen trivsel øges. De problematikker, som gjorde dem sårbare er enten afhjulpet eller har ændret sig, så de ikke længere har en negativ indflydelse på graviditeten eller moderrollen. Trivslen blandt børnene er også høj.
Indsatsen, der begynder allerede i uge 12-15 af svangerskabet, er med til at give de gravide et bedre graviditetsforløb, hvor mulighederne for at opbygge en stærk tilknytning til det ufødte barn og en stærk tilknytning til barnet efter fødslen, øges betydeligt. Forældrene får skærpet vigtigheden og betydningen af den meget tidlige tilknytning, der allerede starter i graviditeten og er livsvigtig for deres lille nyfødte barn.
Ud over forældrekurset bliver de sårbare familier også tilbudt andre familie-, forældre- og fødselsforberedende aktiviteter. Tilbuddene bliver sammensat efter familiens behov med det formål at sikre og forbedre børnenes, mødrenes og familiernes trivsel.
FAKTA
Forældrekurset er delt over 7 kursusgange, hvor af den sidste ligger cirka 8 uger efter, at den lille ny er født. Noget af det vigtigste ved uddannelsen er, at der udvikles en stærk tilknytning til det ufødte og siden det nyfødte barn.
Konceptet bag kurserne er, at praktiserende læger, Næstved Kommune og jordemødrene på sygehuset arbejder tæt sammen. Et af de centrale fokusområder er at opspore så tidligt som muligt. Op mod 90 procent af de gravide kvinder og deres familier, der betragtes at være sårbare, er blevet fundet og tilbudt hjælp.
Heraf er 64 procent. allerede fundet via egen læge og efterfølgende 28 procent. af sygehuset, når de gravide har været til deres første scanning hos jordemoderen. For 2/3 af de familier, der har benyttet sig af tilbuddene er deres udfordringer afhjulpet og har forholdene omkring dem ændret sig, i et sådan omfang, at de ikke længere betragtes som sårbare.
Børnene er enten i god trivsel eller i rigtig god trivsel. Sidst, men ikke mindst er familiernes trivsel øget fra 15 procent ved projektstart til 71 procent ved barnets 8. leveuge og yderligere til 100 procent ved barnet fødsel.
Sårbare gravide:
Gravide, hvis graviditet og trivsel vurderes påvirket af:
- Sociale problemer som følge af belastet opvækst, usikker økonomi og boligforhold, kort skolegang, sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, ung alder, umodenhed.
- Lettere psykiske/psykiatriske lidelser som angst, depression, ADHD, OCD, borderline, social fobi, spiseforstyrrelser, traumer.
- Medicinske eller kroniske sygdomme som fribromyalgi, whip-lash, rygproblemer.
Kommentarer