Så er kommunalvalget i gang – stem allerede fra den 10. oktober
Tirsdag den 10. oktober er der seks uger til kommunalvalget, og det betyder, at man nu kan brevstemme. For at få så mange som muligt til stemmeurnerne sætter Næstved Kommune nu ind med forskellige tiltag.
Kan man stemme i forbindelse med en indkøbstur i Storcenteret? Eller måske når man har frikvarter? Det kan man faktisk godt enkelte dage op til Kommunalvalget den 21. november.
Ved sidste kommunalvalg i 2013 vandt Næstved Kommune sølv i stemmeprocent-hop. Forstået på den måde, at valgprocenten i Næstved Kommune steg med 9,5 procentpoint – fra 64,5 % i 2009 til 74% i 2013. Den succes vil byrådet gerne fastholde. Derfor vil kommunen både gøre det nemt og tilgængeligt at stemme og sætter forskellige aktiviteter i gang, der skal få flere til at sætte krydset.
Kommunen har indkøbt 17 mobile valgbokse, som bliver sat op forskellige steder i kommunen på forskellige tidspunkter. Lige fra ældrecentre og varmestuer til uddannelsesinstitutioner og banegårdspladsen får besøg af en mobil valgboks. De 10 valgbokse vil komme ud på de forskellige lokationer, og de syv vil have en fast placering på lokalbibliotekerne, hvor man kan afgive sin stemme hver dag i åbningstiden frem til den 17. november. For at kunne brevstemme skal man blot medtage personligt ID med påtrykt cpr-nummer, f.eks. sit sygesikringsbevis, pas eller kørekort.
– Vi håber at kunne holde fast i stemmeprocenten fra sidste Kommunalvalg. Selv om man ikke kan sætte sit kryds på selve valgdagen, så har vi nu gjort det muligt – og måske endda lettere – at komme til en stemmeboks nær dig. På den måde sikrer vi, at alle har mulighed for at stemme, og vi håber, at rigtig mange vil benytte muligheden. En stemme til Kommunalvalget er jo også en stemme for demokratiet i Danmark, lyder det fra Gitte Nonbo, som i de næste måneder er valggeneral i Næstved Kommune, dvs. at hun står for, at valget forløber korrekt. Til daglig er hun teamleder i Center for Politik og Udvikling.
Demokrativen
For at opfordre flere til at tage del i valget vil Næstved Kommune desuden opfordre borgerne til at stemme via annoncer og forskellige tiltag på Facebook. Bl.a. arbejder de med et koncept, de kalder Demokrativen. Hvor mange kampagner henvender sig til folk, der ikke stemmer, henvender det nye koncept sig især til folk, der allerede stemmer. De bliver opfordret til at tale med deres venner eller bekendte, der ikke stemmer, om hvor vigtigt vores demokrati er, og hvor vigtigt det er, at vi holder det i live ved at stemme.
Her vil man blandt andet kunne finde de mobile valgbokse:
4. november – Hele dagen: Næstved Storcenter (ved Kurts torv)
8. november, kl. 10.00-12.00: Produktionsskolen
8. november, kl. 10.00-12.00: Næstved Sociale Virksomhed, Fabriksvej 78.
8. november, kl. 16.30-19.30: Varmestuen
8. november, kl. 15.00-17.00 : Kornbakken
9. november, kl. 15.00-18.00: Klub Næstved
14. november, kl. 10.00-12.00: SOSU-skolen
17. november, kl. 9.30-12.00: Næstved Gymnasium og HF
17. november, kl. 10.00 -20.00: Bilka Næstved (indgangen til Bilka)
I perioden 23.-31. oktober vil man kunne brevstemme på ældrecentrene.
Kommentarer