Næstved By

Så er der Børnevalg 2019

Der er Børnevalg på alle bibliotekerne i Næstved Kommune frem til den 5. juni

For at styrke børns lyst til at deltage i demokratiet inviterer alle landets børnebiblioteker til Børnevalg 2019. Frem til den 5. juni kan børn fra 4-12 år gå til stemmeboksene og vælge, hvem der skal vinde årets Børnevalg.

Danmarks børnebiblioteker er klar med et stærkt hold af kandidater, og bibliotekerne bliver oversvømmet af valgplakater. Der er helt nye navne på listen i år, som samlet udgør et rigtig stærkt felt med en bred afspejling af børnenes favoritter. Børnene kender nemlig kandidaterne særdeles godt, for det er figurer fra velkendte børnebøger, der er på børnenes stemmeseddel. De kan stemme om deres yndlingsfigurer fra børnelitteraturen som Vildheks, Karmaboy, Børste eller Sallys far.

– Flere af vores nye kandidater har solid institutions- og livserfaring, fortæller Camilla Duvald, som er børnebibliotekar ved Ballerup Bibliotekerne og koordinator for Børnevalget. – Andre er superstærke på venskaber, familiehygge og børneliv.

Ved Børnevalget i 2017 vandt Villads fra Valby med sloganet “Ja til slik” en overbevisende sejr på hele 4.260 personlige stemmer. Over 15.000 danske børn og biblioteker i 69 kommuner deltog i Børnevalget 2017.

Hvorfor holder vi Børnevalg?
Voksne, og i særdeleshed politikere, taler rigtig meget om børn og om forhold, der har betydning for børn. Men ofte bliver børnene ikke selv spurgt, og danske børn og unge engagerer sig generelt ikke særlig meget i den offentlige debat.

– Danske børn og unge mangler politisk selvtillid, siger Michel Steen-Hansen, direktør for Danmarks Biblioteksforening.
Vi tror, det er vigtigt at begynde tidligt med at give børnene lyst til at deltage, og det er oplagt at bruge noget, de kender og er trygge ved fra deres litterære univers. Danmarks Biblioteksforening står derfor bag Børnevalget 2019.

– Vi vil give børnene en umiddelbar forståelse af, hvad demokrati og valgdeltagelse går ud på”, forklarer Camilla Duvald, som har været med til at udvikle Børnevalg. “Børnene får en stemmeseddel med kandidaterne, og så kan de kigge på alle valgplakaterne med kandidaternes slogans som “Ja til at passe på hinanden” eller “Nej til stress om morgenen”. Valget bliver afgjort ved flertalsvalg ligesom de voksnes valg. Vi synes, det er en skøn måde at arbejde med formidling af både litteratur og demokrati på, siger Camilla Duvald. Selve landsresultatet bliver meldt ud to dage efter valget kl. 12.00.

Valgplakater, quiz og søde sager
På bibliotekerne i Næstved Kommune er der mulighed for at lave sin egen valgplakat med sit eget valg-slogan. Det vil også være muligt at deltage i en valg-quiz, hvor der efter valget bliver udtrukket en vinder blandt de deltagende børn. Dette sker ved den store valgfest, som afholdes på Næstved Bibliotek, lørdag den 8. juni kl. 10.30-12.00. Her offentliggør vi også den lokale vinder af børnevalget, og vi fejrer det med oplæsning, saftevand og lidt sødt til børnene.

Kommentarer