Næstved By

Rufus Gifford kommer til Næstved

Næstved: USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, besøger administrationsbacheloruddannelsen på UCSJ i Næstved.

Onsdag den 21. september besøger USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, administrationsbacheloruddannelsen på UCSJ i Næstved. Her vil han blandt andet tale om forskelle mellem det danske og det amerikanske velfærdssystem og om præsidentvalget i USA.

De studerende på administrationsbachelor-uddannelsen i Næstved er ikke uvante med at deltage i forelæsninger af prominente politikere, men det er sjældent, at gæster fra udlandet lægger vejen forbi. Onsdag den 21. september kan de studerende derfor glæde sig over, at det er blevet muligt at få et oplæg fra den amerikanske ambassadør Rufus Gifford.

Samtidig inviterer uddannelsen alle borgere til at deltage online via Facebook, hvor oplægget bliver vist live, og hvorfra der vil være mulighed for at stille spørgsmål til Rufus Gifford på linje med dem, der sidder på UCSJ i Næstved.

UCSJ forventer cirka 120 deltagere til forelæsningen. Ud over deltagere fra UCSJ vil også enkelte gymnasieelever fra Næstved Gymnasium være til stede.

– Det er altid spændende, når vi har eksterne besøg på administrationsbacheloruddannelsen. Og denne gang er absolut ingen undtagelse. Rufus Gifford er en stærk repræsentant for USA, og jeg glæder mig til at høre ham og håber også at høre om hans syn på forholdet mellem USA og Europa. Rufus Gifford virker meget dialogsøgende, så jeg forventer et par timers interessant dialog, siger administrationsbachelorstuderende, Stine Dahlerup.

– Jeg er glad for at kunne byde USA’s ambassadør velkommen til administrationsbacheloruddannelsen. På alle UCSJ’s uddannelser er der et stærkt fokus på samspillet mellem det der læres og den omverden, de studerende skal arbejde i. Jeg ser derfor meget frem til Rufus Giffords besøg, siger Hanne Fischer, der er direktør i UCSJ med ansvar for uddannelsen.

Alle borgere kan stille spørgsmål og deltage via Facebook. Arrangementet kan følges på UCSJ’s side på facebook.

Kommentarer