Næstved By

Rostævne inde i varmen

Skrevet af: Morten Thorving

Lørdag morgen var der rim på bilruder og tage, og meteorologerne lovede rusk og slud. Derfor var roerne klogeligt rykket ind i varmen i Kildemarksskolens hal, hvor der blev afholdt Sjællandske Mesterskaber i indendørsroning.

Næstved Roklub stod som arrangør af stævnet, og det er fjerde gang, det bliver afholdt i Næstved. Det er vinterens første indendørsstævne. Med 9 uger til danmarksmesterskaberne den 27. januar er SM et godt sted at se, hvordan formen er, og en god motivation for træningen frem mod DM.

Små 200 roere valgte at bruge lørdagen i Næstved, og der var hele dagen en fantastisk stemning, når der blev heppet og klappet på de deltagende roere. Fordelen ved at være tilskuer ved indendørs roning er, at man hele tiden kan følge med i, hvordan roerne er placeret i forhold til hinanden på banen. På storskærmen kan man se, hvordan det går, og det ses med det samme, hvis nogen er ved at gå kold, og så kan der sættes ekstra tryk på de opmuntrende tilråb.

Lydniveauet i hallen toppede under holdstafetterne. I holdstafetten skal fire roere tilbagelægge 2000 meter, og dermed ro 500 meter hver. Efter hver 500 meter skifter roerne hurtig plads i maskinen, og så bliver der ellers råbt af den, der sidder i maskinen, så han trækker alt, hvad han kan, i håndtaget. Der er næsten garanti for tætte opløb.

Forud for starten er der beregnet et tidshandicap ud fra deltagernes køn, alder og vægt. På den måde kan et hold bestående af ungdomsroere deltage på lige fod med et hold på fire seniorroere. Seniorroerne skal bare starte lang tid efter ungdomsroeren, og burde komme nogenlunde samtidig i mål.

Lokale sejre

Næstved Roklub klarede sig fint på hjemmebane, hvor det blev til 3 mesterskaber, to sølvmedalje og en bronzemedalje.
I drenge junior årgang 2003 roede William Kjærgaard sig ind på en 3. plads.

I kvinder senior letvægt roede Anne Ørsted sig til en guldmedalje i ny personlig rekordtid på 7:58 min på 2000 meter.
I Kvinder for 40- 49 år vandt Lisa Petersen i ny personlig rekordtid på 7:34,5 og viste hermed de øvrige deltagere, at det var Danmarksmesteren, de var oppe imod.

I herre for 40 – 49 år vandt Morten Thorving også i ny personlig rekordtid på 6.47,6

I herre senior åben klasse roede Frederik Wendel Madsen sig ind på en andenplads i tiden 6:38,1 mens Andreas Nielsen måtte se sig henvist til en 4. plads.

I holdstafetten for juniorhold rode Næstveds hold bestående af Mathilde Olsson, William Kjærgaard, Simon Jensen og Rasmus Bjerre sig ind på et rigtig flot 2. plads og fik dermed sølv.

I den åbne holdstafet blev det til en 6 plads for hold 1 bestående af Frederik Wendel Madsen, Andreas Nielsen, Anne Ørsted og Anna Frimann. Næstveds andethold bestående af William Kjærgaard, Magnus Stagil, Lisa Petersen og Morten Thorving måtte se sig slået og henvist til 7. pladsen.

Alle har roet op til deres absolut bedste, og der blev slået mange personlige rekorder. Derfor lover resultaterne godt for indendørssæsonen.

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Morten Thorving fra Næstved Roklub. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer