Røgkanon udløste frygt for bygningsbrand i Netto
Der var ingen brand, men meget røg, da brandfolkene fra Næstved på få minutter klokken 01,33 natten til lørdag nåede frem til en anmeldelse om bygningsbrand – kun 500 meter fra brandstationen.
Om det var det varme vejr, der var skyld i, at en røgkanon uden grund pludselig gik af i Nettoforretningen på Åderupvej i Næstved, vides ikke. Men sådan en affyring kan meget nemt forveksles med en større bygningsbrand. Derfor mødte Midt- og Sydsjællands Brand & Redning op med fuld styrke, da ingen vidste, hvorfra den store mængde røg kom fra.
Der blev ikke brug for slanger og vand, men hele forretningen fik en kraftig udluftning med en overtryksventilator, inden butikken, som åbner til normal tid lørdag, blev låst af igen.
Røgen fra en røgkanon, som er beregnet til at blive udløst ved indbrud, er ikke skadelig for hverken fødevarer eller personer. Men er man i lokalet, når alarmen udløser røgkanonen, har man meget svært ved at orientere sig i den tætte røg.
Tekst & foto: Preben Madsen/Media Næstved.
Kommentarer