Røde Kors mangler indsamlere
På ZBC Næstved kom eleverne via Virtuel Reality med på en tur til Syrien sammen med Røde Kors' hjælpearbejde, da Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekarl for nylig holdt foredrag på skolen
Røde Kors i Næstved, Fuglebjerg, Suså, Mogenstrup og Tappernøje mangler stadig en del indsamlere til den årlige Røde Kors-indsamling på søndag 7. oktober, hvor det gælder om at samle penge ind til nødlidende i såvel Danmark som resten af verden.
Skrevet af Palle Lorentzen
– Vi er ved at gøre indsamlingsbøtterne klar, så vi kan komme rundt i det meste af Næstved for at samle penge ind til de mange aktiviteter, som Røde Kors har gang i rundt om i verden”, siger indsamlingsleder Palle Lorentzen, Røde Kors i Næstved.
– Men vi mangler i høj grad indsamlere for at kunne dække alle områder ind, og erfaringerne fra tidligere år viser, at indsamlerne får en masse oplevelser ud at være med, bl.a. sammen med familie og venner, siger indsamlingslederen.
En del af pengene fra indsamlingen går blandt andet til de mange familier i Syrien, der på syvende år lever med krigens rædsler. Det er svært at få maden til at slå til, og flere steder må mødre koge suppe på græs for at mætte deres børn.
Men også herhjemme kan de indsamlede midler gøre gavn, blandt andet til at sikre, at sygdomsramte hjemløse kan få en varm seng at sove i. I dag bliver mange hjemløse udskrevet direkte til gaden fra sygehusene. Her sørger Røde Kors for, at de i stedet for at sove på gaden kan få en seng at sove i, mens de samler kræfter til at komme ovenpå igen.
Indsamlere kan tilmelde sig indsamlingen ved at kontakte indsamlingsleder Palle Lorentzen på telefon 2971 4649 eller på mail kalbyrisvej99@gmail.com eller ved at kontakte Røde Kors’ indsamlingsnummer 3525 9200 – efter kl. 16 på 4041 4173.
Yderligere kan du melde dig som indsamler i Røde Kors-lokalet, Østergade 7, Næstved fredag 5. oktober kl. 14-18, hvor du med det samme kan få tildelt et distrikt.
Det samme kan du ved at møde op samme sted søndag 7. oktober kl. 9-11, hvorefter du straks kan gå i gang med at samle ind.









Kommentarer