Rockerlærling nægter drabsforsøg i Næstved
Den ene af de to 18-årige Bandidos-rockerlærlinge, der er sigtet for drabsforsøg mod en 30-årig Satudarahrocker ved en skudepisode på Kildemarksvej 23 i Næstved sidste år, nægtede sig skyldig, da sagen mandag blev indledt ved Retten i Næstved.
Den unge rocker kunne imidlertid godt erkende at have skudt seks gange mod huset, men det var angiveligt ikke for at dræbe – kun for at skræmme den 30-årige, forklarede han i retten
Han forklarede videre, at skuddene faldt, fordi han havde et personligt udestående med den 30-årige, og at episoden ikke var en del af det rockeropgør, som hærgede Næstved i efteråret 2016. Han nægtede dog at komme nærmere ind på, hvori dette udestående bestod. Som tiltalt vil den 18-årige ifølge straffelovens paragraf 81a kunne idømmes op til dobbelt straf, hvis det kan bevises, at skuddene faldt som en del af en bandekonflikt.
Den 30-årige blev ved en anden skudepisode den 23 september ramt af fire skud. Den 18-årige nægtede kendskab til dette forhold samt også en tredje episode, hvor der var blevet skudt mod et hus på Kildemarksvej 80. Begge rockerlærlinge er desuden sigtet for at have stjålet et pengeskab fra Tower Pub i Næstved. Dette forhold erkendte den 18-årige.
Sagen fortsætter ved Retten i Næstved den 29. juni, og dommen forventes den 7. juli.
Kommentarer