Ring til historien i julen – Nationalmuseet sidder klar ved telefonen
Tusindvis af danskere må sidde alene i julen på grund af COVID-19. Derfor er Nationalmuseets eksperter og omstillingsdamer klar ved telefonen for at fortælle en god historie fra gamle dage.
Med OMSTILLINGEN bringer Nationalmuseet julehistorier og danmarkshistorier ud til hele Danmark. Det sker gennem noget, vi alle har adgang til: Telefonen.
Ring til Rane Willerslev juleaftensdag og få hans historie om en nisse i ødemarken
“Vi er som mennesker forbundet til hinanden gennem historier og fortællinger – og det har vi altid været. Julen er en særlig tid, hvor alt for mange desværre føler sig ensomme. Derfor er det så vigtigt at finde nye måder at være sammen på. For eksempel gennem telefonen”, siger direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev.
Juleaftensdag sidder han klar ved telefonen fra kl. 12-14. Han vil bl.a. fortælle om den dag, hvor han så en nisse pile over gulvet i en hytte i den sibiriske ødemark.
Det kan du høre mere om, når du ringer 4120 6010 og taler om rigtige nisser og overtro juleaftensdag med Rane Willerslev.
Program for juleaftensdag
- Historietimen kl. 12: Direktør Rane Willerslev “Tror du på nisser?”.
- Historietimen kl. 13 Direktør Rane Willerslev “Tror du på nisser?”.
- Historietimen kl. 14 Forskningschef Lasse Sørensen fortæller om gris på gaflen fra stenalderen til i dag. Når vores forfædre fejrede solhverv, skulle der nemlig gris til! Dengang var grisen et mytologisk og farligt dyr.
- Historietimen kl. 15: Forsker Bente Phillipsen “Hvor gammel er din jul egentligt?”. En fysikers syn på julemad og juletraditioner.
- Historietimen kl. 16: Museumsinspektør Henriette Rensbo “Jul i gamle dage. Hvad ved vi egentligt?”
Du behøver ikke vente til juleaften med at få en julehistorie. Allerede i dag har vi julehistorier fra danmarkshistorien. I december tager venlige omstillingsdamer og omstillingsmænd imod opkald fra danskerne. De viderestiller til medrivende historier fra fortiden, erindringer fra kendte danskere og ikke mindst julehistorier.
Løsslupne julelege og lunefulde nisser
- Få historien om nissen dengang han var en lunefuld lille fyr med rød hue og gråt tøj, som boede hos bonden. Husstanden skulle holde sig på god fod med ham, for ellers ville dyrene dø og høsten slå fejl. Først i 1800-tallet blev han en hyggelig fætter, som børn holdt af.
- Få historien om julen i 1700- og 1800 tallet på landet. Dengang var julen den eneste tid på året, hvor man holdt fri flere dage i træk. De unge så især frem til dagene, der fulgte efter juleaften, for her slog de sig løs med julefester, og der var rigeligt med stærk øl. Præsterne var ikke begejstrede for de løsslupne julelege.
- Få historien om julen i 1500- og 1600 tallet og de traditioner ved juletid, som har overlevet i tusinder af år. I renæssancen skulle julefreden sænke sig over hele riget. Faktisk skulle man holde sig fra krigsførelse og vold fra den 25. december til helligtrekonger i januar. Til julefesterne rullede man en tønde juleøl ind, og så gik man til den med julelege, som er alt for stærke for os i dag.
Få de tre julehistorier alle dage 12-17.
Sådan ringer du til historien
Når du ringer 4120 6010, får du fat i museets omstillingsdamer, som viderestiller dig til gode historier.
OMSTILLINGEN har åben alle dage fra 12-17 til og med 24. december.
Uden for åbningstid får du også en god historie i øret.
Bemærk: OMSTILLNGEN er lukket den 25., 26. og 31. december.
Kommentarer