Rettidig omhu
Der sænker sig en vis ro over det politiske landskab i Næstved Kommune her i foråret 2021, hvor et par meget store aftaler er kommet i hus: Havnen og svømmehallen (eller svømmefaciliteterne, som vi har fået for vane at kalde dem). Vi mangler dog stadig lige at få det sidste søm slået i: endelig konfirmering om Mortorvejen!
Nogle bemærker at det tog meget lang tid ( MANGE års drøftelser og tilløb).
Jeg synes dog, at det er værd at bemærke, at det nok snarere er tale om rettidig omhu i byrådets beslutningsproces for begge projekter- og så er der heller ikke gået længere tid (selv om det kan føles som om det er lang tid).
Man kan f.eks. synes, at byrådet har diskuteret havnen i to byrådsperioder- men faktisk kom de reelle drøftelser og sonderinger først i gang med starten af denne byrådsperiode i 2018. At det så har været- set udefra – en turbulent diskussion og stillingtagen lige siden er noget andet.
Jeg har lyst til at nævne, at da Næstved sidst stod over for en havnebygning med kanaludgravningen, som blev indviet i 1936, så var tilløbet og processen godt 30 år!
Det er meget tilfredsstillende- ikke alene for byrådet selv- men mest for vore borgere, at disse store beslutninger er blevet taget i enstemmighed i byrådet – ikke uden diskussioner og uenighed om mål og midler under vejs, men hvor partierne alle har bøjet sig mod hinanden og fundet gode løsninger, som alle har kunnet tilslutte sig (EL undlod dog at stemme for svømmehallen).
Uden at være naiv (håber jeg) tegner det godt for fremtiden, at lokalpolitik ikke er en uskøn kamp om at ”smadre hinanden” , men vigtigst en stræben efter at nå gode og solide resultater til gavn for borgerne.
Nu er bordet næsten ryddet- og så kan vi gå i gang med dels det konkret planlægningsarbejde og konstruktionsarbejde- og så også se frem mod en valgkamp, hvor nye mål kan sættes- og sættes under lup og valgkampsdiskussion.
Med venlig hilsen
Klaus Eusebius Jakobsen. Radikal byrådsmedlem
Viceborgmester, Næstved Kommune
Gl. Skovridervej 4A, 4700 Næstved
Kommentarer