Rembrandt i Kulturcentret
6. januar klokken 14 åbner GrafikGalleriet på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved dørene for årets første udstilling. Denne gang handler det om intet mindre end Rembrandt`s raderinger.
Udstillingens titel er »Rembrandt Reclaimed – helt tæt på originalen« og kernen består af knap 50 raderinger udlånt af en samler. Disse suppleres med knap 20 raderinger udlånt af andre bidragydere.
– Der findes mange kopier af Rembrandts raderinger. Nogle er gode, nogle er dårlige, og nogle er så tæt på originalen, at det kan være nærmest umuligt at afgøre, om man står med den ægte vare eller ej. Det er sådanne kopier, sådanne kunstværker, denne udstilling overvejende viser. Værker, der er helt tæt på originalen, og som til overmål viser deres sande ophavsmands genialitet, kreativitet og mesterlige håndværk, udtaler kunsthistoriker Cathrine Kamper.
Rembrandt van Rijn (1606-1669) skildrede sine motiver med kompromisløs realisme, og han udviklede teknikker, der var nærmest unikke i hans samtid. Han brugte radernålen som en pensel, og han så arbejdet med raderingerne som lige så vigtigt som arbejdet med maleri og tegning.
Kommentarer