Samfund

Regnvejr er godt læsevejr

Det er også rart at læse i solskin. Her er det 12-årige Vigga, der løser udfordringen "Læs en bog med solhat på". Foto: Julie Eleonora Walbum

Bibliotekerne i Næstved har lånt ekstra mange bøger ud i juli måned, og rekordmange børn har deltaget i børnebibliotekets årlige læsekonkurrence Sommerbogen.

Juli måned har budt på omskifteligt vejr med regn og rusk i rigelige mængder. Det har fået mange til at efterspørge ferieaktiviteter, der egner sig til al slags vejr – og her har bibliotekerne i lighed med landets museer og biografer oplevet stigende aktivitet.

Januar plejer at være årets travleste måned på biblioteket, men i sommer har der været usædvanlig meget aktivitet ved udlånsautomaterne. På Næstved Bibliotek blev der udlånt hele 18.039 materialer i juli mod 16.578 i januar og 15.781 i juli 2022. Fensmark, Fuglebjerg og Glumsø Bibliotek har også oplevet større udlån end sidste sommer. Samlet set har udlånet været det bedste siden 2019.

Det er især skønlitteratur og børnebøger, der hitter i ferieperioden.

Flere børn har læst bøger i sommerferien

Rekordmange børn har deltaget i børnebibliotekernes årlige læsekonkurrence Sommerbogen, hvor de skal læse tre bøger og løse forskellige sjove udfordringer. 166 børn deltog i årets konkurrence. Det er en stigning på hele 54% i forhold til sidste år, der også var et rekordår. Børnekulturformidlerne havde indkøbt 150 bogpræmier, men deltagelsen var så stor, at der måtte tænkes kreativt for at finde præmier til de sidste.

”Sommerbogen har været en kæmpe succes, og børnene og deres familier har også i stor stil liket og delt deres læseoplevelser på vores sociale medier”, fortæller børnekulturformidler Julie Eleonora Walbum.

Selv om det er en konkurrence, handler det først og fremmest om at vække læseglæde hos børnene. Hvis regnvejret har bidraget til den store interesse, har det været godt for noget!

Oplevelser på biblioteket

Børnebiblioteket i Næstved har også budt på en række sjove og hyggelige mikroaktiviteter for børn, der ikke tilbragte alle dagene på stranden. Der er blevet læst højt, bygget, tegnet og leget på livet løs. Det er vigtigt at give børn positive oplevelser og gode minder, der knytter sig til biblioteket, så de får lyst til at bruge biblioteket også senere i livet.

Skulle det klare op og blive skønt sensommervejr, så er der nu heller ikke noget som en god bog i hængekøjen eller på strandtæppet. Al slags vejr er læsevejr!

Kommentarer