Region Sjælland og Vordingborg kommune vil redde liv
Hvert år falder 1000 borger om med hjertestop i Region Sjælland. Ny app og flere førstehjælpere skal sikre at flere overlever et hjertestop. Derfor var både borgmester og regionsrådsformand på gaden onsdag i Vordingborg.
“Danmark redder liv” er navnet på et nyt tiltag i Region Sjælland. Et tiltag som har det ene formål at redde flere fra at dø af hjertestop.
Onsdag blev Algade i Vordingborg omdannet til et førstehjælpskursus for forbipasserende. Borgmester i Vordingborg Mikael Smed og regionsrådsformand Heino Knudsen demonstrerede, hvordan man giver førstehjælp, da de blev kaldt ud til et fiktivt hjertestop.
– Det er næsten tre mennesker alene i Region Sjælland, som hver dag falder om med et hjertestop. Hvis man skal have en chance for at overleve, så kræver det at man får hjælp så hurtigt som muligt. Og her handler det ikke om ambulancer eller lignende, men om nogen i nærheden kan førstehjælp. Derfor er vi nu gået i gang med at få flere til at kunne førstehjælp, og samtidig få skabt et netværk af førstehjælpere, der kan rykke ud når et hjertestop rammer en af vores borgere, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Samarbejde med kommunerne
I samarbejde med Dansk Folkehjælp og kommunerne vil Region Sjælland lave flere kampagner og tiltag, for at få gjort opmærksom på problemet, og vigtigst af alt, forsøge at løse det:
– Vordingborg kommune var ikke i tvivl om, at vi var klar til at gøre alt for at skaffe flere førstehjælpere til projektet “Danmark redder liv”. Cirka 60 borgere får hvert år et hjertestop i Vordingborg kommune, og selv om nogen blive reddet, så kan vi redde flere, siger Mikael Smed, borgmester i Vordingborg kommune.
Ny app og nyt netværk
Alene at uddanne flere førstehjælpere er ikke nok. Derfor bliver førstehjælperne nu certificerede og oprettet i system. Dermed er der hele tiden overblik over, hvor den nærmeste førstehjælper er:
– Man siger tit, at det jo kun sker for naboen. Men det sker faktisk for naboen, og så kan du redde din nabos liv. Tager du førstehjælpskurset, og tilmelder du dig appen, så kan alarmcentralen kalde dig ud. Tiden er så vigtig når det gælder hjertestop. Så hvis du kan være fremme på to minutter, så kan det være netop det, som redder din nabos liv, siger Heino Knudsen.
Det er frivilligt at være førstehjælper. Med appen bliver man registreret, men man vælger selv om man vil være tilgængelig for alarmcentralen. Appen er allerede i funktion, og flere er allerede blevet kaldt ud og har givet førstehjælp:
– Vi er i gang, men vi kan altid bruge flere førstehjælpere, så vi kan dække bredere. Derfor vil der ske mange tiltag, så man har rig mulighed for at få et førstehjælpskursus. For det er så lidt der skal til, for at vi sammen kan redde flere menneskeliv hvert år, siger Mikael Smed.
Kommentarer