Næstved By

Regeringen vil presse 40.000 ex-rygere tilbage på tobak

Smagsforbud for e-cigaretter vil medføre flere rygere og resultere i farlige produkter på et ukontrolleret marked.

I øjeblikket forhandler regeringen og flere partier den kommende tobaksforebyggelsesplan. I sit udspil lægger regeringen op til et totalt smagsforbud for alle nikotin- og tobaksprodukter, herunder e-cigaretter. Det vil presse 40.000 ex-rygerne tilbage til deres gamle rygevane, siger direktør for brancheforening for e-cigaretter.

Regeringen lægger op til et totalt smagsforbud for alle nikotin- og tobaksprodukter i sit udspil til de igangværende forhandlinger om en tobaksforebyggelsesplan, der ventes at blive lanceret snarligt.

Et totalt smagsforbud betyder bl.a., at e-cigaretter ikke må indeholde andre smage end smagen af tobak. Det vil få alvorlige konsekvenser ifølge brancheorganisationen for e-cigaretter, BECIG, og forbrugerorganisationen for e-cigaretbrugerne, DADAFO.

Langt størstedelen af e-cigaretbrugere benytter e-cigaretter som et rygestopmiddel. Fjerner man smag, fjerner man incitamentet til at skifte fra de meget skadelige cigaretter til e-cigaretter, som meget forskning viser er væsentlig mindre skadelige. Smag er nemlig en vigtig faktor i skiftet væk fra tobaksrøgen, udtaler Bjørn B. Christiansen, der er direktør for brancheforeningen for e-cigaretter og fortsætter:

40.000 e-cigaretbrugere siger, at smag i e-cigaretter har fået dem til at droppe cigaretten. Hvis regeringen kommer igennem med det her, presser den ex-rygere tilbage til deres gamle rygevane. Det er en helt forkert sti, politikerne er ved at betræde. Vi ved med 100% sikkerhed, at røg fra tobak er skadeligt. Vi ved også med 100% sikkerhed, at dampen fra e-cigaretter indeholder væsentligt færre skadelige stoffer. Alligevel regulerer politikerne det mindre skadelige ud. Det er en besynderlig strategi, siger Bjørn B. Christiansen”.

Øget illegal handel kan medføre dødsfald

I august og september rapporterede flere medier om sygdomstilfælde og dødsfald i USA som følge af uhensigtsmæssig brug af e-cigaretter, herunder 450 amerikanske unge, der var blevet ramt af vejrtræknings- og lungeproblemer, hvoraf hovedparten havde brugt e-cigaretter med cannabisolie købt illegalt. Det kan være livsfarligt, når e-væsker blandes med illegale væsker. [1]

I den forbindelse udtalte Karl Erik Lund, seniorforsker i sundhed ved Folkehelseinstituttet, de norske sundhedsmyndigheder, følgende:

Det er vigtigt at understrege, at sygdommen ikke skyldes selve e-cigaretterne, men hvad der er blevet tilsat den væske, de damper, og som er købt på det illegale marked.

Hos brugernes organisation DADAFO er man bekymret for et stigende illegalt marked for e-cigaretter i Danmark, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag.

Hvis regeringen forbyder smag i e-cigaretter, er der en stor sandsynlighed for, at e-cigaretbrugere vil købe e-væsker med smag illegalt. Derved kan vi risikere at opleve de første sygdomstilfælde og i værste fald dødsfald, udtaler formanden for brugerorganisationen DADAFO, Kim Dabelstein.

Fjern sliksmage

BECIG og DADAFO opfordrer i stedet regeringen til at holde fast i den oprindelige udmelding fra sundhedsminister, Magnus Heunicke, om at se på regulering af ”sliksmage”, dvs. udvalgte smage, som man vurderer, kan have en særlig appel til børn og unge.

Jeg kan godt forstå, at regeringen er bekymret for unge og børns brug af e-cigaretter, men vi må have proportionerne på plads, siger Bjørn B Christiansen. Under 2% af de unge er i dag daglige brugere, og det forbrug skal vi til livs, uden at det ødelægger indsatsen for de voksne rygere. Derfor vil vi gerne gå i dialog med ministeren om hvilke smage, der eventuelt skal forbydes. Vi har fremlagt en 8-punktsplan, hvor vi forbyder sliksmage og overdreven markedsføring direkte rettet mod børn og unge. Det hører ingen steder hjemme. Vi skal også have kontrolmyndighederne op i gear, siger branchedirektøren.

Faktabox: e-cigaretter er et effektivt rygestopmiddel
  • 3% af danskerne er daglige brugere af e-cigaretter (1)
  • 97% af e-cigaretbrugerne kommer direkte fra tobakken (1)
  • 33% angiver, at de bruger e-cigaretter for at komme ud af rygning, og e-cigaretter er det foretrukne rygestopmiddel efter de klassiske rygestopmidler (nikotintyggegummi etc.) (1)
  • 31% af e-cigaretbrugerne er helt stoppe med at ryge (1)
  • Som rygestopmiddel er e-cigaretter 50% mere effektive end klassiske rygestopmidler – 20% har efter 12 måneder kvittet tobakken ved at bruge klassiske rygestopmidler, mens over 30% kvitter smøgerne for e-cigaretterne (1)
  • Kun 1-2 % af unge under 18 år er daglige brugere af e-cigaretter, selvom mere end hver tredje har prøvet e-cigaretter (2)
  • 84% af de unge brugere af e-cigaretter kommer direkte fra tobakken (2)

Kilder: (1) Rygevaner 2018, Sundhedsstyrelsen, (2) Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse 2017, Kræftens Bekæmpelse og Tryg Fonden.

Kommentarer