Næstved By

Red liv som Røde Kors-indsamler i Næstved

Skrevet af: Palle Lorentzen

Lige nu arbejder Røde Kors’ udsendte nødhjælpere i verdens brændpunkter, hvor de hver dag redder liv. Den 1. oktober kan du være med til at hjælpe, hvor der er allermest brug for det – både i Danmark og ude i verden.

Søndag den 1. oktober har Røde Kors-afdelingen i Næstved nemlig brug for alle, der vil være med til at støtte de udsendtes arbejde ved at samle ind. Hver indsamler, som går en rute på cirka tre timer, bidrager i gennemsnit med 1000 kr. til hjælpearbejdet. Beløbet er nok til mad til 28 hungerramte børn i en måned eller husly til to familier på flugt.

Hvert år sender Røde Kors flere end 200 specialister til områder, hvor katastrofer rammer og koster menneskeliv. De arbejder på højtryk sammen med lokale Røde Kors-frivillige i det hungerplagede Sydsudan. De kæmper mod kolera og hjælper krigsofre i Yemen – og de tager sig af de mange syge, sårede og familier på flugt i Syrien.

Røde Kors’ årlige landsindsamling er med til at sikre hjælpen til nødstedte og sårbare mennesker både i Danmark og ude i verden. Her kan alle være med til at hjælpe.

Røde Kors’ udsendte er først og fremmest på pletten, når katastrofen rammer i form af krig, hungersnød og naturkatastrofer som jordskælv og oversvømmelser. Hjælpeindsatsen gælder også genopbygning og forebyggelse af nye katastrofer, hvor det er muligt. Derfor går en del af pengene fra indsamlingen til det langsigtede hjælpearbejde i nogle af verdens fattigste lande.

Røde Kors hjælper desuden hver eneste dag udsatte familier og ensomme her i Danmark, og sørger blandt andet for sommerferieaktiviteter til børn, besøg til ensomme og syge og støtte til voldsramte kvinder.

Ingen ved, hvor katastrofen rammer næste gang – eller hvornår. Derfor går nogle af de indsamlede penge også til Røde Kors’ katastrofefond, der sikrer hurtig hjælp til de allermest udsatte, når der er brug for det.

Sidste år samlede 25.000 indsamlere over hele landet mere 19,4 mio. kr. ind til Røde Kors den første søndag i oktober.

Meld dig som indsamler til den lokale Røde Kors-afdeling i Næstved hos indsamlingsleder Palle Lorentzen på 2971 4649
Eller tilmeld dig på www.rødekors.dk/indsamler eller telefon 7010 0000

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Palle Lorentzen fra Røde Kors. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer