Ransagning hos formodet falskmøntner i Tappernøje
Mandag foretog Øko Task Force ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en ransagning i Tappernøje. En lokal 24-årig mand blev anholdt og hans hjem ransaget, fordi han den 12. juni havde betalt med en falsk pengeseddel i Dagli’ Brugsen i Mogenstrup.
Sydsjælland og Lolland-Falsters politi efterforsker en sag om falske pengesedler, og da en falsk 500 krone-seddel blev brugt i Dagli´Brugsen i Mogenstrup den 12. juni, efterlyste politiet manden, der havde brugt den falske pengeseddel.
Mandag kunne Sydsjælland og Lolland-Falsters politi anholde en 24-årig udenlandsk mand, og hans bopæl i Tappernøje blev ransaget. Den 24-årige mand blev, ifølge afdelingsleder ved Øko Task Force Carsten Høj Hansen, sigtet for betaling med en falsk 500 krone-seddel i Dagli’ Brugsen i Mogenstrup den 12. juni.
Ved ransagningen i Tappernøje erkendte den 24-årige at have brugt sedlen, men han nægtede at have været i besiddelse af flere sedler. Politiet mener at den falske seddel er en del af et større falskneri, og sagen har foreløbigt flere andre anholdte i sagen, som kan forbindes og er en del af samme sag.
Ved ransagningen af bopælen i Tappernøje blev der ikke fundet flere falske sedler. Nu skal tekniske undersøgelser af blandt andet mandens mobiltelefon vise, om den 24-årige kan linkes til de andre fængslede i sagen om falskmøntneriet.
Efter afhøring og ransagning blev den 24-årige løsladt igen.
Kommentarer