Næstved By

Råbte op – med amfetamin på lommen

Politiet blev lørdag klokken 17.05 kaldt til Min Købmand på Ny Præstøvej i Næstved, hvor en kunde råbte op og optrådte aggressivt over for personalet og de øvrige kunder i forretningen.

Det viste sig at være en 52-årig mand fra København, der virkede noget bedugget. Politibetjentene sendte han væk fra butikken, men det hjalp kun ganske kortvarigt, for den 52-årige returnerede umiddelbart efter, mens han kaldte politifolkene for både dumme svin og narrøve.

For at få ro på stedet blev den 52-årige anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og da han blev visiteret, fandt betjentene en pose med 50,5 gram amfetamin i en lomme.

Den 52-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og han fik en overnatning i politiets detention, inden han blev løsladt igen søndag klokken 9.30.

Kommentarer