Næstved By

Pusle, Mille og Vilma spreder kærlighed til Næstveds butikker

Se billedserie Th: Det er Pusle der sammen med storesøster Mille og lillesøster Vilma spreder masser af kærlighed i Næstved midtby. Foto: Privat.

Når man er en lille pige på kun 5 år, kan det godt være svært at forstå, hvorfor alle pludselig skal blive hjemme, og hvorfor alle butikker er lukkede. Og den lille krøllede hjerne bekymrer sig for alle butikkernes børn, hvis mor og far ikke tjener penge.

Af Birgitte Grejsen Møs.

Hvad gør man ved det? Man går da bare i gang med at lave opmuntrende bekeder til byens butikker.

Sammen med lillesøster Vilma på 2 år og storesøster Mille på 12 år har 5-årige Pusle brugt tid på at tegne små regnbuer med skyer, med påskrevet med små opmuntrende beskeder.

Disse små regnbuetegninger har Pusle sammen med sine søstre og mor været rundt i Næstved for at klistre dem på døren eller vinduet til flere af byens butikkers vinduer i går.

Sheena Chaline Bo Hansen, som er mor til de 3 piger og 1 ældre søn, har nok at se til, ligesom mange andre børnefamilier i denne corona-tid.

Det er lidt svært at forholde sig til at ens hverdag pludselig bliver vendt op og ned. Pigerne kan ikke komme i skole eller i børnehave – for slet ikke at tale om, at lege hos hinanden, som de plejer, fortæller Sheena til Næstved Netavis.

  Udfordringen er at få forklaret børnene, hvorfor tingene er, som de er lige nu. Især Pusle har haft det lidt svært med at forstå, at hun ikke skal i børnehave og være sammen med sine venner derfra lige nu. Og når hun og de andre børn formodentligt kan komme afsted igen, så skal hun faktisk starte i skolen, siger Sheena, som har forklaret datteren, hvorfor butikkerne nu er lukkede.

– Og i hendes lille hjerne startede straks en bekymrende tanke. “Hvad så med alle de butikkers egne børn, når mor og far ikke tjener penge?”. Hun er så fyldt af kærlighed til andre, fortæller moren.

Men så fik storesøster Mille den idè at lave de små regnbuer og skrive en kærlig hilsen på dem alle. Det syntes Pusle rigtigt godt om, og nu er det blevet et helt familieprojekt. Lillesøster Vilma på 2 år kan godt farvelægge, måske lidt abstrakt, hvorimod storesøster Mille er mere skarp til at klippe og rette til.

– Vi skal jo ud for at få lidt frisk luft i løbet af dagen, så i dag har vi været rundt i byen for at klistre de små regnbuer på flere af byens butikkers vinduer. Og vi har mange flere på vej, så vi tager gerne en tur igen i dag, afslutter Sheena Hansen.

Så er du butiksindehaver, så kig lige en ekstra gang på din dør og vinduer næste gang, du er i din butik. Måske du er en af de heldige, der kan finde den fine lille hilsen fra Pusle, Mille og Vilma.

Artikel forsætter under foto.

Claus Andersen, indehaver af L’Art des Fleurs i Kirkestræde Næstved lavede i dag følgende opdatering:

“I dag var ikke en dag som alle andre.
“Denne lille fine tegning, med dette skønne budskab var klistret på min forretningsdør her til morgen…
Det dejligste lille budskab, samt en så lille fin tegning…
Kunne efterfølgende på min tur rundt i byen med blomster se, at der var sat flere fine tegninger op.
En lille ting, som betyder så meget i denne tid 🌸
Tak til søde Mille og Co…hvem i end måtte være.”

Det er simpelthen så positivt og overskudsagtigt at finde sådan en hilsen, siger Claus Andersen.

– Jeg har gudskelov travlt i min blomsterforretning, men det er jo en surrealistisk hverdag, vi alle oplever lige nu. Jeg er jo også med til at sprede glæde. Jeg har blandt andet en hel del leverancer til ældre på vores plejehjem, men sør’me også til personalet for den kæmpe indsats, alle gør lige nu. Men selv at få en lille overraskelse, når man mindst forventer det, gør da bare én varm om hjertet og rigtig, rigtig glad, lyder det fra en rørt Claus Andersen.

Claus har kvitteret på Instagram: Tak for den smukke regnbue…blev så glad👌🏻…din datter må komme op og få en buket🌸✨

Artikel forsætter under foto.

Kræmmerhuset i Ramsherred er en anden af de butikker, der har fået en lille regnbue-hilsen:

– Hvor er der bare nogle mennesker, der er super fantastiske og har et overskud, som varmer vores hjerter, siger Maibritt fra butikken i Næstved.

Da hun skulle åbne i går, sad dette mærkat klisteret på butikkens logo: “TAK FOR DIG.”

 

Se flere eksempler på børnenes hilsner i galleriet.

Kommentarer