Gelsted

Promille på 2,2: Kvinde dømt for spirituskørsel

En 38-årig kvinde var tirsdag for Retten i Næstved i sin tilståelsessag vedrørende en soloulykke i Gelsted. Hun kørte galt med en promille på 2,2.

En 38-årig kvinde er ved Retten i Næstved blevet idømt en betinget fængselsstraf på 20 dage, tre års ubetinget frakendelse af kørekortet, en tillægsbøde på 25 procent af sin bruttoindtægt sidste år og et krav om alkoholbehandling. Det skriver Sjællandske.

Det sker efter, hun den 23. oktober 2016 omkring klokken 19.00 med en høj promille var involveret i en soloulykke i krydset Suså Landevej/Skåremosevej i Gelsted. Til hendes held påkørte hun ikke andet end et vejskilt. Desuden var der kun mindre skader at finde på bilen.

En promille over 2,0 udløser altid en fængselsstraf. Da hændelsen var et førstegangstilfælde blev straffen gjort betinget.

Kvinden forklarede i retten, at hun på daværende tidspunkt var vant til at indtage store mængder alkohol og dermed opnå en høj promille. Hun forklarede endvidere, at hun havde drukket meget i dagene op til sammenstødet med vejskiltet.

Sagen tog ikke mere end en halv time, og den 38-årige kvinde accepterede dommen.

Kommentarer