Portrætserie: Bagom din torvehandler
Næstved Netavis bringer i disse uger artikler om de spændende personer, der uge efter uge står på Axeltorv i sne, regn og sol, for at sælge frugt, blomster og andet fra deres små boder. Vi har allerede mødt Birthe Hansen, Axeltorvs yngste torvehandler Christina, Helle Kapler, Rikke Jensen og Bettina Linder Henriksen. I denne uge møder vi Ebbe Gotholdt Jensen.
Navn: Ebbe Gotholdt Jensen. Ebbe bor i Holme Olstrup.
Uddannelse: Handelsskolens basis år.
Erhverv: Medejer og direktør af Storstrøms Ost A/S
Alder: 54 år.
Civil status: Gift med Anita på 23. år.
Børn: Har 2 drenge med Anita og jeg har 2 drenge, Rasmus på 24 og Frederik på 21. Ebbe har den store fornøjelse at drengene de sidste 10 år har hjulpet med at sælge ost om lørdagen.
Fritidsinteresser: Før i tiden spillede Ebbe meget fodbold, men senere er det ikke blevet til meget andet end arbejde med ost. Ost er en stor passion for ham. Han bruger mellem 70 – 80 timer om ugen, og Ebbe er glad for at kunne kombinere erhverv og fritid.
Hvordan og hvornår startede du med som sælger på Axeltorv:
– Jeg startede som 15 årig i foråret 1979, fortæller Ebbe. Det er nu 39 år siden.
– Det startede med at min far Egon købte/lejede en stadeplads på Axeltorv i 1963, samme dag jeg blev født. Efterfølgende begyndte min far og mor Lise at stå at sælge ost hver lørdag på Axeltorv i Næstved. I 1979 overtog min far en stadeplads med ostesalg på Per Thyges Torv i Præstø, derefter splittede min far og mor op om lørdagen. Min far og min lillebror Lars på dengang 10 år tog til Præstø og solgte ost, og min mor og jeg kørte til Axeltorv i Næstved, forklarer Ebbe.
Artikel forsætter under foto:
Hvornår er det sjovt/mindre sjovt at stille sin bod op:
– Det er altid sjovt at stille vognen op, og betjene de mange trofaste kunder som kommer på Axeltorv. Selvfølgelig er det mere surt i snestorm og regnvejr end når solen står højt på himlen. Når vejret er godt stiger humøret både hos kunderne og stadeholderne på Axeltorv. Jeg tror at en af betingelserne for at få en forretning til at køre er mødestabilitet. I de snart 55 år familien Gotholdt Jensen har stået på Axeltorv som stadeholder, er der kun 5 lørdage vi ikke har været repræsenteret på vores stadeplads. Det tror jeg er en vigtig faktor for at skabe trofaste kunder, der kommer og handler uanset hvordan vejret er, fortæller Ebbe.
Har du en sjov oplevelse/episode fra Axeltorv som du vil fortælle om:
– Der er utrolig mange oplevelser igennem så mange år, men fantastisk var det da vi i 2013 fejrede vores 50 års jubilæum som torvehandler på Axeltorv. For første gang var alle 4 familiemedlemmer samlet på en gang for at betjene kunderne, og sammen med et par medarbejdere for at tage imod alle de glade kunder der kom med et væld af lykønskninger. Det var en af de store dage på torvet for os, udtaler Ebbe.
Hvad er dine tanker om fremtidens salg på Axeltorv, og hvad tænker du vil kunne tiltrække flere kunder:
– Jeg håber at vi stadigvæk kan bevarer den gamle tradition, at der er handel og torvesalg i den indre by af Næstved. Det er en meget stor udfordring for de handlende i byen at bevare den handel/omsætning der skal til for en videre eksistens. Der er utroligt meget pres fra det handelsmarked der ligger uden for byen, hvor kunderne har mere plads til parkering osv. Samtidig er der en stigende tendens fra nethandel, som taler til folks magelighed, når der skal købes ind. Måske en naturlig adfærd i en stresset hverdag – Jeg ved det ikke, siger Ebbe.
– Derfor er min opfordring er at vi prøver på at være unikke i forhold til vareudvalg, betjening og service. Det gælder både som torvehandler og de butikker der er permanent i Næstved midtby. Jeg ville ønske at der blev en mere alsidig fordeling af vareudvalg og butikstyper i den indre by, således at kunderne havde et endnu større udvalg af butikker, og være med til på den måde at holde kunderne og handelen i Næstved midtby, forklarer Ebbe videre.
– I denne forbindelse er det en opfordring til kommunen om at lave mange flere parkeringspladser uden tidsbegrænsning. Jeg ved godt at man ikke laver ekstra parkeringspladser på rekordtid, men det burde man måske så have overvejet og tænkt på for mange år siden. For at være med til at bevare kunderne i den indre by, er man tvunget til også her at være unik, og gøre det attraktivt for folk at benytte sig af de indkøbsmuligheder der er i Næstved Centrum.
– Til slut må jeg også venligst opfordre kunderne til at bakke op omkring de butikker og torvehandlere, der er i Næstved midtby. Hvis Næstved fortsat skal bestå som aktiv handelsby er det vigtigt, der er opbakning fra borgerne i byen. Uden jer – ingen handel, afslutter Ebbe.
Mød Ebbe Gotholdt Jensen hver onsdag og lørdag formiddag på Axeltorv Næstved.
Kommentarer