Næstved By

Portræt: John Hansen runder et skarpt hjørne

John Hansen har valgt at være bortrejst på sin fødselsdag. Foto: Næstved Netavis.

John Hansen, som er den ældste spiller Superligaen nogensinde har set, fylder 70 år søndag den 26. maj. 

Af Birgitte Grejsen Møs.

Alt omkring John Hansen står ligeså knivskarpt nu, som da han startede sin målmandskarriere tilbage i 1967, og hvis man ikke ved det, er det svært at se på John, at han lige om lidt fylder 70 år.

 – Jeg blev født den 26. maj 1949 på Hjultorvet i Næstved, så ja – jeg er en ægte Næstved dreng, fortæller John, som har inviteret Næstved Netavis ind i sit private hjem i Karrebæksminde.

John har igennem sit liv haft adskellige kasketter på. Mange kender John som den succesfyldte keeper for bla. Næstved, Herfølge, Malmø F.F,  men også som den altid smilende P-vagt i Næstved, og tilbage i tiden, som dørmand på Næstveds legendariske diskoteker Landsbyen, Admiralen og Showboat i Karrebæksminde.

Artikel forsætter under billedet.

Foruden Næstved spillede John Hansen i 10 andre klubber i sin lange karriere. Her ses han i målmandstrøjen for Herfølge Boldklub, der blev det sidste stop inden returen til Næstved i 1991.
Foto: Privat

– Jeg er udlært som elektriker hos HC. Jensen som dengang lå i Ramsherred. Det er der, hvor der nu er spillehal. Siddeløbende med mit arbejde, var jeg blot 18 år, da jeg i oktober 1967 debuterede på Næstveds 1. hold. Efter HC Jensen var jeg svend i et års tid hos elektriker Rehn i Grønnegade. Men da min far dør, overtager jeg hans taxa-virksomhed her i Næstved, og er selvstændig taxavognmand i 2 år.  Derefter gik jeg i kompagniskab med Per Ingemann, om at drive Texaco, som dengang lå på Karrebækvej. Her er vi tilbage i 1972. Men det at være selvstændig med en tankstation sideløbende med min fodboldkarriere var simpelthen for hårdt, så i 1974 valgte jeg fodbold fremfor forretningslivet og rejste til Sydafrika.

Det blev starten på et langt udenlandsophold for John, der også nåede at spille i både Sverige og Australien, inden han kom tilbage til Danmark.

Artikel forsætter under billedet.

27 år efter sin debut på klubbens førstehold spillede John Hansen i 1994 sin sidste kamp for Næstved IF. Det blev i over 200 kampe for “de grønne”. Foto: Privat.

– Jeg har haft mange store oplevelser i min karriere, og en af dem jeg husker med glæde er selvfølgelig oprykningen til Superligaen med Næstved. Det er den slags oplevelser, som man ikke behøver at slå op i scrapbøgerne for at huske, siger John smilende. Og ja – så er der også lige bronze-året i 1972. Med en karriere der løber over 27 år, er der så mange stjernestunder, jeg kan fortælle om. I min sidste kamp var jeg 45 år, 5 måneder og 11 dage, hvilket gør at jeg til dato er den suverænt ældste spiller, som har optrådt for ”de grønne”. Den rekord gælder stadigvæk.

Med en masse fantastiske minder i rygsækken lever John og hans kone Gitte, nu et stille og roligt liv i Karrebæksminde. Gitte arbejder i en livstilsbutik i Næstved, og John går nogle timer som vagt i et lokalt butikscenter.

– Vi elsker begge to den idyl og ro, samt den natur der er om os hernede i Karrebæksminde. Ikke hermed sagt, at jeg har trukket mig totalt tilbage fra alt. Jeg kan godt li’ at snakke med mennesker, og det gør man som vagt. Der er mange som lige kommer hen for en lille snak om fodbold, når de ser mig, og den snak tager jeg gerne, med et smil. I det hele taget har jeg altid brugt venlighed og smil, både som dørmand, P-vagt, og nu centervagt. Med et roligt smil, kommer man langt.

– I den kolde vinter periode tager vi gerne et par måneder ned til Thailand, som vi betragter som vores andet hjem. Solen. varmen, de skønne strande og vandet er med til at lade vores batterier op, og er en rigtig god afveksling til vores almindelige hverdag herhjemme.

Nu vil jeg holde min 70 års dag i private rammer, med et smil om læben, med mit livs rygsæk spækket med skønne minder, afslutter John Hansen.

John Hansen meddeler at han er bortrejst på dagen, men derfor skal han ikke slippe for en masse personlige hilsener som kommer her:

Træner –  holdkammerat og ven Peter Bonde.

Kære gamle ven!

Kæmpestort tillykke med de 70 år, som du ikke overraskende vælger at fejre i badebukser et eller andet sted ude i verden, og formodentlig med en rom og cola i glasset.
Jeg er så heldig at ha’ kendt dig i mange år snart, men hvad husker jeg … ?
– Bakken 68 og indebold bl.a. sammen med Max – hold kæft i var gode … i starten.
– Som spiller i forskellige klubber, som en dygtig og ikke mindst brun målmand.
– Som holdkammerat i Herfølge hvor 2 ting imponerede mig mest – for det første Din fantastiske træningsdisciplin og for det andet dine evner til at jongelere med romflasker.
– Som min assistent i Næstved, hvor din erfaring og loyalitet var vigtig for en ung træner som mig.
– Som holdkammerat på veteran/ oldboysholdet, hvor du vel stadig har rekorden i fibersprængninger
Nyd din dag og tak for mange gode stunder i dit selskab og dit venskab.
Kærlig hilsen
Peter Bonde.

Tidl. Træner for NIF og ven Torben Storm.

Kære John,
Selvom jeg har fået en sms fra dig om at du ikke er hjemme på din fødselsdag, skal du ikke snydes for en hilsen.
Stort tillykke med din fødselsdag. Husk nu at holde dig ‘fit for fight’ – en målmand som dig kan der altid blive brug for.
Jeg glæder mig til at vi snart ses igen.

Kærlig hilsen Torben Storm.

Tidl. holdkammerat Ole Rasmussen. 

Hej John.
Stort tillykke.
Tak for et godt kammeratskab i tredserne og halvfjerdserne.
Det var en god tid.
Når jeg tænker tilbage på Max Andersen – Bakken 68 – Bonetti – Vildbjerg – Tyskland – Landsbyen og NIF.
Så er det dig der er i centrum.

Hilsen OleRas.

Pens. politibetjent og ven Finn Hansen. 

Hej John.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen.

Det er en fornøjelse at få lov til at være en del af dit stadig meget aktive liv.

Jeg glæder mig til mange kommende oplevelser sammen med dig.

Hilsen Finn.

Tidl. Halinspektør Næstved – Hallerne Ole Fausø.

Kære John “Banan”.

Kæmpe tillykke med din 70 års fødselsdag.

Når jeg tænker på dig tænker især tilbage på Toto cuppen, hvorfra jeg vil kunne fortælle mange sjove historier, men dem vil jeg undlade at komme ind på her. Du er, og har altid været en festlig fyr.

Tillykke fra Ole Fausø.

(Øgenavnet John Banan stammer helt tilbage fra da John i sin barndoms opgang på Hjultorvet havde en pølsemand på den ene side og en frugtmand på den anden side. Og det var den sidstnævnte John valgte at hjælpe. Bl.a. hver aften fik frugtmanden en hånd med, når frugtvognen skulle køres ned under Axeltorv ved den underjordiske parkering. Så øgenavnet har fulgt John i ca. 60 år. red.)

Aase Rasmussen. “Mor Aase” Tidl. arbejdskollega fra Landsbyen & Admiralen.

Kære John, min ven for livet!
Rigtig hjertelig tillykke med din 70 års fødselsdag.
Jeg håber du får en rigtig dejlig dag, og at du bliver godt og grundigt forkælet.
Tak for vores gode venskab igennem mange år – det betyder mere end du aner.
Tager du lige en skål i rom og cola på søndag, så gør jeg også.
Kæmpe knus til dig og Gitte fra Åse

Pia Maria Holst. Tidl. kollega på Admiralen og Landsbyen.

Hold da op – hvor blev tiden dog af?
Jeg syntes, ikke det er længe siden at vi arbejdede og festede sammen på Admiralen og Landsbyen,  med Captainen, Bacardien og en enkelt Coca cola.
Kære John.
Jeg håber du får en fantastisk fødselsdag nede i varmen.
Alder er heldigvis kun et tal, hvilket du er et levende bevis på.
Hjertelig tillykke min ven.
Kærlig hilsen Pia.

Birgitte Grejsen Møs / Næstved Netavis. Tidl. kollega på Admiralen – Landsbyen.

Kære John.

Kæmpe tillykke med din runde fødselsdag på søndag.

På billedet sidder vi med denne artikel, som du har godkendt, da du godt kan li´at der er styr på det. Men hvad du ikke vidste på det tidspunkt, var at der er en masse som gerne vil sende dig en lille hilsen på din store dag.

Min overraskelse fra mig til dig.

Jeg lærte dig at kende helt tilbage i start 80`erne – som nabo – ven – senere arbejdskollega på diskotekerne – og sidst men ikke mindst var du kæreste med min gamle veninde på det tidspunkt.

Aldrig har jeg søndag efter søndag set så mange fodboldkampe, som dengang i Herfølge.

Vi har/har haft mange fælles venner og sjove, skønne og skøre stunder at kunne tænke tilbage på med et smil på læben.

Tak for dit altid milde smil og væsen.

Kæmpe tillykke fra Møs.

 

Klubkarrieren: Næstved, B. 1913, Næstved, Pretoria (Sydafrika), Helsingborg (Sverige), Melbourne (Australien), Hvidovre, Malmö FF (Sverige), Herfølge, Næstved, Olympiakos Nicosia (Cypern), OB, Herfølge, Næstved.

Kampe og mål for Næstved: mere end 200 kampe og 0 mål.

Debut: 28. oktober 1967 ude mod B. 93.

Sidste kamp: 6. november 1994 hjemme mod Brøndby.

 

 

 

 

Kommentarer